Siden 1975 er 4 ud af 5 viber forsvundet, og viben er kommet på Danmarks røde liste over truede fugle. Foto: Peter Vadum.

I bondelandet Danmark var viben forårsbebuderen og det jublende tegn på, at markarbejdet stod for døren. Marts og april med synlige og vibelydende parringsspil blev afløst af en rugeperiode, og i maj var viberne i fuld vigør med forsvar og opfostring af unger.

I vibens storhedstid omkring midten af sidste århundrede havde vi skønsmæssigt 150.000 par. Det var før kunstgødning, sprøjtegifte og dræn, og landskabet var præget af våde enge, græsarealer og høslæt. Antallet af græssende dyr var det højeste i historien, alle malkekøer kom ud på græs. Kort sagt: Et land efter vibens smag. 

Antallet af ynglende vibepar er nu under 14.000. Siden 1975 er 4 ud af 5 viber forsvundet, og viben er kommet på Danmarks røde liste over truede fugle. Det er især på markerne, at nedgangen har slået igennem, og det er sket i min tid som voksen fuglekigger. Et sted, hvor det imidlertid er gået viben overraskende godt, er på Siø i Det Sydfynske Øhav. 

Både natur og landbrug

Siø er en brofast landbrugsø på 137 ha mellem Tåsinge og Langeland. Den lave ø er inddiget, men efter et digebrud i 2014 forblev den sydøstlige del vådlagt og er i dag en fin fuglelokalitet. Hele den sydvestlige tredjedel har efter turbulente forhold været braklagt i de seneste par år, hvilket forhåbentlig kan fortsætte. Den nordlige del med Siøgård dyrkes konventionelt med vekslende afgrøder som majs, korn, roer ogfrøgræs, der forsyner ejerens andre store gårde på Sydfyn og Tåsinge, fx Andekærgårds 1.400 malkekøer og tilhørende biogasanlæg.

Den lokale trepart blev i september 2025 enig om en omlægningsplan, der skal sikre en god økologisk tilstand for Det Sydfynske Øhav. Gennemføres den, vil hele Siø blive omlagt, så landbrugsdriften erstattes af mere skånsom anvendelse af arealerneeller udlagt som vådområde. Ejeren ser gerne, at det sker, hvis der kan skaffes erstatningsjord til dyrkning andetsteds. 

Et godt sted for fugle

Med vibens generelle tilbagegang i landbrugslandet in mente, er bestanden på Siø bemærkelsesværdig stor og endda stigende. For de tre seneste årtier viser gennemsnitstallene ligefrem en stigning fra 28 til 46 par.

Det er bl.a. flot dokumenteret af DOF’s frivillige Nis Rattenborg og Ole Goldschmidt, der siden 1994 har fulgt Siøs fugleliv. Den ensartede optællingsindsatshar i ynglesæsonen bestået af to tællinger langs kystdiget og flere teleskoptællinger fra oversigtpunkter og har skabt en enestående tidsserie for området. 

Af de øvrige landbrugslandsfugle er tårnfalk, sanglærke, landsvale, gul- og hvid vipstjert, tornsanger, gærdesanger, gulspurv, stillits, tornirisk, skovspurv, råge og krage regelmæssige ynglefugle, mens engpiber, rødrygget tornskade og bynkefugl yngler uregelmæssigt. I alt 17 arter ud af de 22 definerede landbrugslandsfugle. Det er ganske pænt. Med rette pleje kan hele øen nu blive et endnu bedre fugleland.