Landet med de mange viber
søndag 24. maj 2026
Mange af vores helt almindelige arter er ved at forsvinde fra det danske landskab. Et sted, hvor det i imidlertid er gået viben overraskende godt, er på Siø mellem Tåsinge og Langeland.
Af Niels Andersen
Siden 1975 er 4 ud af 5 viber forsvundet, og viben er kommet på Danmarks røde liste over truede fugle. Foto: Peter Vadum.
Ibondelandet Danmark var viben forårsbebuderen og det jublende tegn på, at markarbejdet stod for døren. Marts og april med synlige og vibelydende parringsspil blev afløst af en rugeperiode, og i maj var viberne i fuld vigør med forsvar og opfostring af unger.
I vibens storhedstid omkring midten af sidste århundrede havde vi skønsmæssigt 150.000 par. Det var før kunstgødning, sprøjtegifte og dræn, og landskabet var præget af våde enge, græsarealer og høslæt. Antallet af græssende dyr var det højeste i historien, alle malkekøer kom ud på græs. Kort sagt: Et land efter vibens smag.
Antallet af ynglende vibepar er nu under 14.000. Siden 1975 er 4 ud af 5 viber forsvundet, og viben er kommet på Danmarks røde liste over truede fugle. Det er især på markerne, at nedgangen har slået igennem, og det er sket i min tid som voksen fuglekigger. Et sted, hvor det imidlertid er gået viben overraskende godt, er på Siø i Det Sydfynske Øhav.
Både natur og landbrug
Siø er en brofast landbrugsø på 137 ha mellem Tåsinge og Langeland. Den lave ø er inddiget,menefter et digebrud i 2014 forblev den sydøstlige del vådlagtog er i dag en fin fuglelokalitet. Hele den sydvestlige tredjedelharefter turbulente forhold været braklagt i de seneste par år, hvilket forhåbentlig kan fortsætte. Den nordlige del med Siøgård dyrkeskonventionelt med vekslende afgrøder som majs, korn, roer ogfrøgræs, der forsyner ejerens andre store gårde på Sydfyn og Tåsinge, fx Andekærgårds 1.400 malkekøer og tilhørende biogasanlæg.
Den lokale trepart blev i september 2025 enig om en omlægningsplan, der skal sikre en god økologisk tilstand for Det Sydfynske Øhav. Gennemføres den, vil hele Siø blive omlagt, så landbrugsdriften erstattes af mere skånsom anvendelse af arealerneeller udlagt som vådområde. Ejeren ser gerne, at det sker, hvis der kan skaffes erstatningsjord til dyrkning andetsteds.
Et godt sted for fugle
Med vibens generelle tilbagegang i landbrugslandet in mente, er bestanden på Siø bemærkelsesværdig stor og endda stigende. For de tre seneste årtier viser gennemsnitstallene ligefrem en stigning fra 28 til 46 par.
Det er bl.a. flot dokumenteret af DOF’s frivilligeNis Rattenborg og Ole Goldschmidt, der siden 1994 har fulgt Siøs fugleliv. Den ensartede optællingsindsatshar i ynglesæsonen bestået af to tællinger langs kystdiget og flere teleskoptællinger fra oversigtpunkter og har skabt en enestående tidsserie for området.
Af de øvrige landbrugslandsfugle er tårnfalk, sanglærke, landsvale, gul-og hvid vipstjert, tornsanger, gærdesanger, gulspurv, stillits, tornirisk, skovspurv, råge og krage regelmæssige ynglefugle, mens engpiber, rødrygget tornskade og bynkefugl yngler uregelmæssigt. I alt 17 arter ud af de 22 definerede landbrugslandsfugle. Det er ganske pænt.Med rette pleje kan hele øen nu blive et endnu bedre fugleland.
Derfor går det Viben godt på Siø:
➢ Den lovbestemte brakordning med 4 % uproduktive arealer er samlet på den sydlige tredjedel. Her har knorte- og bramgæs i de seneste år græsset til midt i maj, og nedgræsningen har vist sig at være af stor betydning for antallet af ynglende viber.
➢ En bestand af mange viber har en selvforstærkende effekt, da en paraply af aggressive hanner kan jage prædatorer effektivt på flugt.
➢ Den dyrkede jord med mange forårssåede afgrøder og generelt højt vandspejl giver god adgang til regnorme for de æglæggende hunner med stort proteinbehov i det tidlige forår. Desto flere regnorme, desto større vibeæg og unger = større overlevelseschance.
➢ Ø-effekten spiller ind. Her er en positiv kystratio i forhold til arealstørrelsen, og der er ikke ræv på øen.
➢ Hele Siø er inddiget og størstedelen ligger under havets overflade. Hyppige digebrud med indstrømmende vand kan stå langt ind i ynglesæsonen til gavn for vibeungerne, der ledes til de fugtige lavninger, hvor der er et godt fødegrundlag.
➢ Viben kræver åbne omgivelser, og den varierede drift giver åbne forhold først på sæsonen, mens der senere altid være opfostringshabitater på brakarealerne eller vådområdet mod sydøst.
➢ Vibens stedtrofasthed er legendarisk og mere udtalt end for mange andre fugle, så hovedparten af både unger og forældrefugle vender tilbage år efter år, og da viben bliver relativt gammel (op til 25 år) kan de enkelte vibepar have mange ynglesæsoner foran sig.
➢ Engene i det sydøstlige hjørne kreaturafgræsses, ofte med en sen udbinding til fordel for fuglenes ynglecyklus.
➢ Al vandforsyning tilføres med vandledning fra Langeland, Det kan have positiv betydning for jordens vandmættethed og dermed for fødegrundlaget i fugtige lavninger for vibekyllinger på selve landbrugsjorden.
