Kære Stinne
Min første erindring om dig går mange år tilbage til en tur til Øland, arrangeret af de daværende Ringkøbing og Viborg lokalafdelinger. Vi var indlogeret på et vandrerhjem på sydspidsen, og der var mange fugle i området. Pludselig gik rygtet om en hortulan lige ved vandrerhjemmet, og alle skyndte sig af sted for at se den, blot for at få at vide, at en af deltagerne havde fået øje på den og larmet så meget af bare glæde, at ”fuglen var fløjet”! Ja, det var selvfølgelig dig, Stinne, der som altid snakkende med en anden deltager var ”faldet” over kræet….

Du er kommet langt siden den episode og har for længst fået tilgivelse for den på grund af dine mange åbenlyse kvaliteter. Du er nemlig en af den slags DOF’ere, som enhver lokalafdeling vil være lykkelig for at have i sin kreds. Der er ikke den opgave, som du ikke har haft fingre i og udført med stort ildhu og professionalitet. Ganske vist hører du til blandt de få DOF’ere, som rent faktisk sætter deres lys under en skæppe. Hver gang du bliver bedt om at udføre noget m.h.t. fugle og DOF, siger du, at det er du da vist ikke dygtig og erfaren nok til. Der er andre, der kan gøre det meget bedre! Det er klædelig, men urigtig beskedenhed.

Lad mig i flæng fortælle noget om dine mange aktiviteter: Først og fremmest er du en kvinde i en mandeverden, som godt sprogligt og på anden vis kan virke grov og chauvinistisk, men det er absolut ikke et problem for dig. Du er trods din tydelige femininitet et rigtigt - undskyld udtrykket – mandfolk, som samtidig på bedste vis giver udtryk for kvinders vigtige rolle i DOF. Det viste sig måske allerbedst, da du til DOF’s 100-års jubilæum i København på opfordring holdt et fantastisk foredrag for alle de forsamlede mere eller mindre ”pinger” om det at være kvindelig fuglekigger i DK. Det var på alle måder en ”eye-opener”, som fik nogle forhold sat i perspektiv.

Du har gennem adskillige år også været koordinator for Fuglenes Dag i vores lokalafdeling og gjort et fantastisk PR-arbejde for DOF på den måde. Gennem dit medlemskab af uglegruppen og dine grundige feltstudier i forbindelse hermed blev kendskabet til ynglende slørugle og kirkeugle i vores del af landet kortlagt på allerfineste vis.

Tænder man for TV MidtVest eller radioen skal man heller ikke blive overrasket, hvis Stinne lige pludselig toner frem på skærmen eller i æteren og på sin helt jordnære facon fortæller om fuglene. Du har en helt fantastisk evne til at komme i og begå dig i medierne.

Hvis der er udstillinger, hvor DOF kan komme ind, ja, så kontakter man blot Stinne, og så er den ged barberet. Ikke alene arrangerer hun gerne udstillingen, men hun stiller også op og deler brochurer ud og fortæller om fuglene. Vi har fået mange nye medlemmer på den måde.

Sidst men ikke mindst er du en inkarneret twitcher og dementerer dermed den pågående diskussion om en kløft mellem feltbisser og foreningsfolk. Du er livligt og ivrigt med i begge lejre. Og hvis man følger med i DOF-call, så vil man se, at StA altid dukker op ganske kort tid efter, at et fund af en sjælden fugl er blevet udsendt. Du kommer hele landet rundt i så henseende, og ofte er det dig, der tager initiativ til at ringe rundt og arrangere turen for en bilfuld forhåbningsfulde twitchere. Og så passer du jo lige din familie oven i købet!

Jeg kunne blive ved med at remse dine mange aktiviteter op, men lad det stoppe her.

Kære Stinne, du er kort og godt DOFs sejeste, hæsblæsende, kvindelige mandfolk og har om nogen fortjent denne hædersbevisning!

Many pips

Per W. Buchwald