Hurtige fakta om havørnen

Vingefang200–245 cm
Længde70–90 cm
Vægt Han: 3,1–5,5 kg
Hun: 4,1–7,0 kg
LevestederSøer, floder og kyster
FødeFugle, fisk og ådsler
Ynglealder3–6 år
KuldÉt kuld med 1–3 æg
Rugetid35–36 dage
Ungetid70–90 dage
Ynglebestand186 par i 2025
BestandsudviklingMere end 500 % fremgang siden 1995
Beskyttelse Fredet i Danmark
Globalt livskraftig

Kilde: Danmarks Fugle

 

Sådan genkender du havørnen

Havørnen er den største ørn i Europa. Når den kommer flyvende, kan hovedet og halen næsten se ud til at forsvinde i forhold til den enorme krop. Det karakteristiske udseende har givet havørnen tilnavnet “den flyvende dør”.

Den voksne havørn

Voksne havørne er brune med et lysere hoved og en hvid hale. Mod en lys himmel kan halen næsten forsvinde, så fuglen ser ud, som om den slet ikke har nogen hale.

Næbbet er stort og kraftigt. Det skifter med alderen fra brunt til en markant gul farve. Fødderne og de kraftige kløer er også gule. På jorden virker havørnen tung og plump, og dens bevægelser kan se noget klodsede ud.

Voksen havørn

Ung havørn

Den unge havørn

Unge havørne kan variere meget i deres fjerdragt. Efterhånden som de bliver ældre, bliver dragten mere ensfarvet brun, hovedet lysere og halen hvid. Næbbets farve ændrer sig samtidig gradvist fra brun til gul.

  

Hvor er havørnen set lige nu?

Kortet viser indberettede observationer fra DOFbasen. Flere observationer kan være registreringer af den samme fugl.

Seneste observationer i DOFbasen

Hvor og hvornår kan du opleve havørnen?

Havørnen kan opleves i Danmark hele året. Kig især efter den ved større søer, fjorde og lavvandede kyster, hvor der er mange vandfugle og fisk.

Om vinteren kommer unge havørne fra vores nabolande til Danmark. De samler sig ofte ved lavvandede kystområder, og derfor kan vinterhalvåret give særligt gode muligheder for at opleve flere havørne i samme område.

Find flere fuglesteder

Oplev havørnen på sikker afstand

Med en god kikkert eller et teleskop kan du komme tættere på detaljerne uden at nærme dig eller forstyrre fuglen. I Naturbutikken finder du udstyr og bøger til oplevelser med havørnen og andre rovfugle

Havørnen er tilbage

Efter at have været forsvundet som dansk ynglefugl vendte havørnen tilbage i 1990’erne. Siden har den bredt sig til store dele af landet. I ynglesæsonen 2025 fik 186 havørnepar i alt 231 unger på vingerne. Det er det højeste antal havørneunger i Danmark i mere end 100 år. Fremgangen er en stor natursucces, men den kommer ikke af sig selv.

DOF’s frivillige og fagfolk overvåger bestanden, beskytter ynglestederne, følger GPS-mærkede fugle og samler observationer gennem DOFbasen.

Bliv medlem og beskyt fuglene


Et fællesskab for alle aldre

DOF BirdLife har fællesskaber for både børn, unge og voksne. Ørneklubben åbner fuglenes og naturens verden for børn, mens DOF UNG samler unge med interesse for fugle. Som medlem får du viden, oplevelser og adgang til et landsdækkende fællesskab. Samtidig støtter du arbejdet for at beskytte fuglene og deres levesteder.