I DOF BirdLife modtager vi ofte henvendelser fra bekymrede bryllupsgæster og brudepar, der er i tvivl om fuglenes ve og vel i forbindelse med indtag af bryllupsris. Læs her, hvorfor bryllupsrisene ikke er et problem for fuglene.
Der er ingen grund til bekymring, når gæster kaster ris på et nygift par. Det er nemlig en skrøne, at fuglene skulle svulme op i takt med risenes kontakt med maven. Fuglene vil hverken eksplodere eller på anden måde henslumre. Det er der i hvert fald ikke eksempler på hidtil.
Føles det alligevel forkert at kaste ris, kan man erstatte risene med bedre fuglemad. Bryllupsrisene symboliserer frugtbarhed, og at kærligheden vil gro. Den samme symbolik kan altså opretholdes ved brug af frø som solsikkekerner, hampefrø og andre af “the usual suspects” ved foderbrættet. Det vil også næringsindholdsmæssigt være at foretrække for fuglene. Hold dog igen med mejsekuglerne, når der kastes efter et nygift par.
En smule ris betyder altså ikke det store, da fuglenes fordøjelsessystem sagtens kan overkomme udfordringen med at nedbryde riskornene. Fuglene når slet ikke at indtage de mængder ris, der skulle til for at udgøre en risiko for de danske fuglebestande.
Fuglene i Danmark er desværre i en bekymrende tilbagegang, og det er altså ikke på grund af bryllupsris. Ødelæggelser af fuglenes habitater og færre fødekilder skal i stedet findes blandt årsagerne.
Så ved man endnu ikke, hvad man skal give i bryllupsgave, kan man jo passende give et medlemskab af DOF BirdLife og på den måde være med til at støtte fuglene. Med bryllupsris eller ej.