Kære Per

Du er vores kommunerepræsentant i Aabenraa Kommune, og ikke mindst i det Grønne Råd, hvor der står nogle store slag mellem dig og den lokale landboforeningsformand. Men det er og bliver din store indsats med landbrugssagerne, som gør, at du står her i dag og skal have DOFs hædersgave.

Du har påklaget omkring 150 godkendelser af produktionsudvidelser efter husdyrbrugsloven igennem de seneste fem år. Og selv om sagerne kan være flere år undervejs, så har du vundet omkring de 60. Jeg tror i det hele taget ikke, at der er nogen i dette land, som har fået genoptaget så mange sager efter forkerte afgørelser, som dig. Og så har der været en række tilfælde, hvor kommunerne har nægtet DOF klageret i landbrugssager for efter års tovtrækkeri til sidst at tabe sagen til Per.

Den største sejr af dem alle har efter min mening været den kamp, som vi sammen har kæmpet mod den hævning af klagegebyret til 3000 kr, som den tidligere regering indførte for to år siden. Ind til da var der slet ikke klagegebyr på miljøsager, og den slet skjulte hensigt var at stoppe de mange klager fra de grønne organisationer, så landbruget kunne få lov at svine med svin uden begrænsninger. Du hjalp mig med at skrive klagen til Århus-konventionen, og du førte sagen ved FNs Compliance Committee i Geneve, hvor du mesterligt fik udstillet de danske embedsmænds hule argumenter. Endnu en gang vandt du og DOF en ren sejr, og langt om længe har den nye regering fået skruet klagegebyret tilbage til 500 kr.

Per, det har været en stor glæde og en berigelse at arbejde sammen med dig. Vi er også taknemmelige over for din Lone, som har ladet os låne dig så meget. Jeg ved, at når I har spist morgenmaden, og du har fordøjet to aviser, samt luftet hunden, så må Lone undvære dig med ordene: Lone: "Jeg går lige op og klager en times tid".

Niels Riis, Næstformand i Dansk Ornitologisk Forening.