God beskyttelse hjælper enestående splitternekoloni

Mandag 22. juni 2026
Splitternerne i Holmesø i Strandparken ved Køge Bugt får i år flere hundrede unger på vingerne. Det er resultatet af en målrettet beskyttelse af kolonien. DOF BirdLife roser initiativerne.
af Jan Skriver

Splitterner siddende i deres koloni, hvor arten yngler.

Med et ganske simpelt adgangsforbud og visse andre tiltag har man i Køge Bugt Strandpark sikret en meget vigtig koloni af splitterne fred og ro til at yngle. Det har hurtigt vist sig at være en succes, og det er gode nyheder for den sjældne terne. Foto: Jan Skriver.

En meget glædelig fuglenyhed vokser lige nu op på en ø på det østlige Sjælland. På en ø i Strandparken ved Køge Bugt har cirka 350 par splitterner fået omkring 300 unger, og det er et meget klart eksempel på, hvordan beskyttelse af fugle har stor effekt.  

Splitterne nyder nemlig godt af, at man har strammet færdselsreglerne for besøgende i området. Adgangsforbud på yngleøerne i Holmesø giver de sjældne terner den fred og ro, der skal til for at opfostre ungerne og få dem sikkert på vingerne.

- Vi har forbudt landgang på øerne i yngletiden og sat skilte op ved indgangen til Holmesø. Vi har også flyttet broer væk fra øerne og etableret en græsningsfold rundt om engen ved søen, så der ikke kan luftes hunde uden snor. Desuden har vi opført et fugletårn, så kolonierne af splitterne, hættemåge, stormmåge, sorthovedet måge og de øvrige arter, der yngler på øerne, kan betragtes uden at forstyrre, siger Rune Byrnak-Storm, der er forstkandidat i Strandparken ved Køge Bugt.

Kolonien på øen er den vigtigste og mest stabile splitternekoloni i den østlige del af Danmark. Den har været på lokaliteten i 30 år, men med vekslende ynglesucces og nogle gange ned til kun 50 par. 

 

Fuglebeskyttelse virker

Splitternernes ynglesucces i Køge Bugt Strandpark er et tydeligt tegn på, at fuglebeskyttelse virker hurtigt og effektivt. 

Netop fuglebeskyttelse – både på lokalt og nationalt niveau – er en helt central del af DOF BirdLifes arbejde. 

Vil du være med til at beskytte fuglene? Så kan du læse mere om vores medlemsskaber her

 

Sjældne fugle tæt på storbyen

I DOF BirdLife glæder man sig over, at der bliver værnet om kolonien i Køge Bugt Strandpark.

- I Strandparken er der mange udfordringer, da området også bliver benyttet af mange mennesker til sejlads og hundeluftning. Det skaber forstyrrelser, og giver konflikter, som har påvirket ynglesuccesen negativt. Der er grund til at rose Strandparken for at sikre ternerne og de øvrige kolonirugende fugle den sikkerhed, de behøver i de få måneder af året, hvor de etablerer sig og har æg og unger, siger Knud Flensted, der er biolog i DOF BirdLife.

Han kalder det enestående, at man ved Køge Bugt kan opleve en koloni af splitterner, der ofte har deres ynglepladser på svært tilgængelige småøer.

I Holmesø ved Køge Bugt kan man nær hovedstaden i et urbaniseret miljø fra et fugletårn få et indblik i de sjældne terners familieliv uden at forstyrre dem.

Fred og flyvefærdige fugle

- Splitterner er afhængige af, at deres kolonier ikke bliver forstyrret af mennesker og hunde, eller bliver plaget af ræve. Og naturligvis skal der være fisk at fange i havet tæt på kolonierne, siger Thomas Bregnballe, der er seniorforsker på Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet.

Sammen med kollegaer, frivillige fra DOF BirdLife og medarbejdere ved Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) holder han hvert år tal på de danske kolonier. I år er der ynglende splitterner på otte danske småøer i kystnaturen. Antallet af kolonier svinger, men er i reglen omkring ti i Danmark. 

- Der døde mange splitterner under fugleinfluenzaen i 2022, og ynglesæsonen slog fejl i næsten alle kolonierne i det år og året efter. Det ser dog ud til, at den danske bestand holder skansen. De seneste 30 år har Danmarks bestand talt mellem 3.000 og 5.000 par. At bestanden kan svinge meget, hænger blandt andet sammen med, at tyske splitterner har vist sig at flyve til de danske kolonier ved Vestkysten og i Kattegat, når de oplever problemer på deres ynglesteder i den tyske del af Vadehavet. Det var særligt tydeligt i årene mellem 2006 og 2010, hvor den danske bestand enkelte gange nåede op på omkring 6.300 ynglepar, siger Thomas Bregnballe.

Yderligere oplysninger:

Knud Flensted, biolog DOF BirdLife.
Tlf. 21 24 22 75.

Strandparkens Sekretariat.
Tlf. 43 57 76 75.

Thomas Bregnballe, seniorforsker Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet.
Tlf. 40 20 32 28.

Jacob Sterup, akademisk medarbejder,
Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet.
Tlf. 26 56 74 17.