Grønirisker dør af parasitter i svælget
fredag 22. marts 2019 Denne nyhed er af ældre dato
Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har i denne vinter fået mange henvendelser fra danskere, der finder svækkede og døende finker omkring foderbrættet. Parasit-infektionen ”gul knop” kan hærge lokalt især blandt grønirisker
Jan Skriver
Foto af grønirisk: Jan Skriver
Finker som for eksempel grønirisker er tilsyneladende flere steder i Danmark ramt af parasit-infektionen ”gul knop”, der har det med at optræde lokalt og epidemilignende.
I hvert fald er der ekstraordinært mange danskere, der kontakter Dansk Ornitologisk Forening (DOF) for at rapportere om især syge eller døde grønirisker og andre finkefugle.
”I sommeren 2011 oplevede vi flere lokale epidemilignende tilfælde, hvor folk kontaktede os, fordi
de fandt svækkede, døende eller døde grønirisker og andre finker. I de efterfølgende år fik vi løbende meldinger om syge finkefugle. Meldingerne kommer ofte i bølger, navnlig i perioder fra steder, hvor der fodres småfugle. Meget tyder på, at vi i øjeblikket oplever sådan en bølge af ”gul knop” flere steder i landet, siger Knud Flensted, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Udbrud fra England til Norden
Siden 2005 har ”gul knop” givet anledning til mange dødsfald blandt småfugle i England, og infektionen spredte sig de følgende år til Sverige, Norge og Finland. I 2011 kom der dokumentation for, at også danske finker var ramt af ”gul knop”, da DTU Veterinærinstituttet, center for diagnostik, obducerede flere småfugle og påviste parasit-infektionen i adskillige grønirisker. I 2007 konstaterede veterinærerne, at også ringduer i Danmark var blevet ofre for ”gul knop”.
Infektionen forårsages af den encellede organisme Trichomonas gallinarum, der giver gullige og hvidlige svampede belægninger i svælget og halsen på den ramte fugl, deraf navnet ”gul knop”.
De inficerede fugle dør i reglen langsomt af sult, fordi svælget stopper til, så fuglene ikke kan æde. Det er karakteristisk, at fugle med ”gul knop” har en tilbøjelighed til at sidde og strække hals.
Foto af grønsisken: Jan Skriver
Diagnose kræver hurtig handling
Hvis veterinærerne skal påvise Trichomonas, skal de obducere fuglen, bare 12-24 timer efter at den er død.
I praksis er det meget svært at konstatere infektionerne, fordi kun få mennesker sender døde småfugle ind til analyse hos DTU Veterinærinstituttet.
Det er i særlig grad frøædende fugle, som finker og duer, der ofte æder kollektivt, som bliver ramt af infektionen på grund af Trichomonas gallinarum.
Det hænger sammen med, at infektionen smitter gennem munden. Jo tættere kontakt fuglene har, mens de æder, desto større vil risikoen for at komme til at huse parasitterne være.
Foto af gulspurv: Jan Skriver
Giv fuglefodringen et servicetjek
Som haveejer og fugleinteresseret kan man forebygge infektioner med Trichomonas gallinarum ved at højne
hygiejnen på og omkring foderbrættet, påpeger Knud Flensted.
”Det bedste er ganske enkelt at holde en pause med fodringen. Infektionen spredes via fuglenes daglige og tætte kontakt ved udlagt foder, hvorfor det hjælper, hvis man tvinger fuglene til at sprede sig i terrænet. Det kan også have en forebyggende effekt at flytte foderstedet med jævne mellemrum”, siger Knud Flensted.
Biologen påpeger, at øgede forekomster af parasit-infektionen ”gul knop” måske er en uheldig sideeffekt af en for massiv fodring af fugle året rundt.
”Man bør ikke overdrive sin fodring af havens fugle, men holde igen på den årstid, hvor der er føde nok til de fleste fugle”, siger biologen i Dansk Ornitologisk Forening.
Yderligere oplysninger:
Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Tlf. 33 28 38 00.
Knud Flensted, biolog.
Tlf. 21 24 22 75
DTU Veterinærinstituttet.
Tlf. 35 88 60 00.
KEND DE GULE OG DE GRØNNE:
Når Dansk Ornitologisk Forening (DOF) bliver kontaktet af danskere, som har fundet en død finkefugl, viser det sig ofte, at det kniber med artsbestemmelsen.
Disse få linjer giver en lille nøgle, der kan åbne for en sikker artsbestemmelse på tre af de fuglearter, som oftest bliver forvekslet med hinanden.
Grønirisken er en af de mest udbredte og talrige finker i de danske haver.
Dens næb er kraftigt, så den kan klare at æde større kerner.
Den har en meget karakteristisk knaldgul tegning på vingerne.
Grønsiskenen er bogstaveligt ikke så jordbunden som grønirisken.
Den færdes meget i toppen af løvtræer som for eksempel elletræer og birketræer, hvor den æder små frø.
Dens næb er mere spinkelt end grøniriskens, og så er dens fjerdragt mere stribet.
Gulspurven er en værling og ikke en finke.
Den lever mere end de to ovennævnte finker i det åbne landskab, hvor der ofte færdes lavt i terrænet.
Gulspurven er som navnet siger gul og ikke grøn.
Særligt hannen har på ryggen rødbrune farvetoner, som hverken grønirisk eller grønsisken har.
