Tvillinger i ØrneTV: Ungernes hakkeorden er faldet i hak
Hvis forældrene formår at skaffe føde nok, vil begge unger overleve, men kommer det til knaphed på føde, risikerer den yngste at bukke under, så kun den stærkeste klarer den.
Efter hæsblæsende dramatik under stormen Dave, hvor nabotræet til ørnenes redetræ væltede med et brag i ly af natten, er der på ny kommet ro i og omkring reden. Så nu kan man klikke ind på DOF BirdLifes ØrneTV og se vindstille optagelser fra familielivet, om end der dagligt opstår rutinemæssige stridigheder mellem de to unger.
- Mange seere synes, at den ældste og største ørneunge giver den mindste tærsk i en grad, så de er helt nervøse på den yngstes vegne. Men det er en ganske naturlig adfærd blandt rovfugle, at den ældste unge dominerer og kan virke meget grov. Hvis forældrene formår at skaffe føde nok, vil begge unger overleve, men kommer det til knaphed på føde, risikerer den yngste at bukke under, så kun den stærkeste klarer den. Det er bedre, at en stærk og livskraftig overlever i stedet for to svage. Sådan er vilkårene, siger Kim Skelmose, der er leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn, som står bag ØrneTV.
Stormen ruskede, men redetræet stod fast
Vejr og vind hører også til naturens orden, og det var lige ved at gå galt under påskens storm, der væltede flere træer i skovbevoksningen, hvor ørnetræet står.
- I bulder og brag midt om natten væltede nabotræet til ørnetræet og forskrækkede de gamle havørne, så de fløj fra reden. Til alt held skete der hverken skade på ungerne, reden eller træet. Ørnetræet vokser i et lavt, vådt terræn, hvor mange af de gamle, høje træer vil falde for vejr og vind om nogle år. Det var heldigt, at stormen kom, mens der endnu ikke var blade på træerne, for med løv i trækronerne kan storme lettere vælte træer, siger Kim Skelmose.
Sidste år fik parret i ØrneTV på Lolland to æg, hvoraf det ene var goldt. I år klækkede det første af to æg 1. april, mens det andet klækkede 3. april.
- Det er lige efter bogen, at der går omkring et døgn eller to mellem klækningerne. Fodringerne har også været lige efter bogen indtil nu. Først blev der serveret en blishøne, så kom der fisk, rester af en grågås, en harekilling og andefugle på menuen. Det ser ud til, at de gamle havørne er erfarne og nok skal sørge for at skaffe føde nok til begge unger, siger Kim Skelmose.
Yderligere oplysninger:
Kim Skelmose, leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn
Tlf. 27 73 40 70
FAKTA OM ØRNETV:
DOF’s ØrneTV begyndte at sende direkte billeder 17. marts 2013 fra reden i Saksfjed Inddæmningen ved Hyllekrog på Lolland.
Videokameraerne sidder et par meter over to reder, der er bygget i henholdsvis 18 og 20 meters højde.
Kameraerne kan fjernstyres og zoome ind på æg og unger eller fødeemner, der bringes til reden.
Optageudstyret er drevet af solceller.