Stor sejr for fuglene: Nyt forbud mod blyhagl i hele EU

Fredag 9. oktober 2026
Det er stort fremskridt for både Europas fugleliv og miljøet generelt, at bly nu bliver forbudt i hagl. Forbuddet er resultatet af mange års arbejde fra DOF BirdLife og BirdLife International
af Jacob Weinkouff Hansen

Gråand, han og hun.

EU har vedtaget et forbud mod blyhagl, der skal beskytte millioner af fugle, herunder gråænder, mod blyforgiftning. Forbuddet er en stor sejr for fuglebeskyttelsen. Foto: Erik Borch.

Bly er et meget farligt giftstof for især ænder, gæs og svaner. Sluger de et blyhagl, som ender i kråsen, optages det i deres krop og forgifter dem.

Blyhagl har været forbudt i Danmark i en årrække som et af de eneste steder i verden. Nu er det vedtaget, at et forbud mod blyhagl vil blive implementeret i hele EU. 

Det nye forbud i EU får også en stor betydning for danske vandfugle, siger Knud Flensted, der er biolog og naturpolitisk rådgiver i DOF BirdLife.

- Vi har været glade for det danske forbud, men det internationale perspektiv er altafgørende i store dele af fuglebeskyttelsen. Nogle ænder, gæs og svaner, som yngler i Danmark, trækker også til andre EU-lande, hvor bly i hagl hidtil har været tilladt. Dermed er det også en stor sejr for det danske fugleliv, at at der nu er kommet et forbud i EU.

Rovfugle rammes også af blyforgifning, hvis de indtager blyhagl og blyfragmenter. Det sker når de spiser dyr, der er anskudt eller skudt med blyholdig ammunition.

Forbuddet mod bly i hagl er resultatet af mange års arbejde, hvor DOF BirdLife i samarbejde med partnere i BirdLife International har presset på for et totalt forbud. Det glæder Egon Østergaard, der er formand i DOF BirdLife.

- Det er en lang kamp gennem årtier, der nu endelig giver resultat. Samtidig er det et bevis på, hvor stærke resultater, vi kan skabe, når der samarbejdes internationalt om beskyttelsen af fugle.

De nye EU-regler

Efter en overgangsperiode på syv år bliver brugen af blyhagl til jagt og sportsskydning begrænset i EU.

Der er tale om et vigtigt fremskridt, som vil beskytte millioner af fugle og andre vilde dyr i Europa mod blyforgiftning.

Desværre gælder forbuddet i EU kun haglammunition, men ikke for eksempel riffelammunition, som det er tilfældet i Danmark.

Albert Steen Hansen.
  

Yderligere oplysninger:

Knud Flensted, biolog DOF BirdLife.
Tlf. 21 24 22 75.

Egon Østergaard, formand, DOF BirdLife.
Tlf. 31 16 20 30.

Jacob Weinkouff Hansen, kommunikationsansvarlig, DOF BirdLife.
Tlf. 23 84 84 60