Skumringstur for alle til Ravnstrup Sø

DOF Storstrøm, Fugleværnsfonden og DOF Storstrøm, Næstved Kommune
TIRSDAG 13. OKTOBER 2020
 KL. 17:30 - 19:30
 Fugletur/Begyndertur

Grøn Omstilling - Agenda 21 & Klimarådet i Næstved inviterer sammen med den frivillige arbejdsgruppe i Fugleværnsfondens reservat, Ravnstrup Sø ved Herlufmagle, på skumringstur tirsdag den 13. oktober 2020 kl. 17.30-19.30. Det sker i anledning af, at gruppen i år har fået tildelt Næstved Kommunes Natur- og Miljøpris. Turen  indgår samtidig i projekt 'Voresnatur.dk', som netop i efterårsferien fokuserer på temaet 'Nat i Naturen'. Der slås med andre ord mange fluer med ét smæk med dette familievenlige arrangement, hvor alle kan få indsigt i reservatets - og ikke mindst arbejdsgruppens - liv.

Vi starter med at nyde solnedgangen, mens vi oplever, hvordan kragefugle og duer søger til overnatning i skovene, mens rådyr og sene flagermus bevæger sig  ud af samme for at søge føde - her hvor dagen bliver til nat. Vi går derefter ad stien langs Ravnstrup Sø, mens det skumrer. Vi lytter efter Vandriksernes sælsomme skrig, gæssenes skræppen og hejrens hæse vræl og hvem ved, måske en natugles kalden. Vi slutter af med at bage pandekager i den Naturbase, som Næstved Kommune - ligeledes i samarbejde med frivilliggruppen - driver ved søen. Og der serveres selvfølgelig 'årstidens drik' - hyldebærsaft - til pandekagerne og måske en lille skænk til de voksne.

TURLEDER Henrik Wejdling, ()

KONTAKT Henrik Wejdling, 5126 9056 (henrik@wejdling.dk)

MØDESTED 

P-pladsen ved reservatet på Ålehusvej 14A, 4160 Herlufmagle.