Arnold fandt en fugleart, der aldrig før er set i Danmark. ”Jeg var helt høj”

tirsdag 12. maj 2026
Det var en vaskeægte fuglesensation, da Arnold Houmann i søndags fandt en provencesanger tæt ved Frederikshavn. Selv lægger han dog vægt på, at fuglekiggeriet ikke kun er for de mest erfarne. De almindelige fugle, der er nemme at finde for nybegyndere, rummer i sig selv rigeligt med fantastiske historier.
Jacob Weinkouff Hansen

1000011923

Den markante røde ring om øjnene er noget af det, der gør provencesangeren helt særlig. Det allermest opsigtsvækkende ved den lille spurvefugl er dog, at den i søndags blev set i Danmark for første gang nogensinde. Foto: Arnold Houmann. 

Det sker langt fra hver dag. 

Men i søndags indtraf en regulær dansk fuglesensation i Frederikshavn. Arnold Houmann spadserede sin daglige tur ved Apholmen nord for byen, og pludselig så han en fugl, som han aldrig havde set før.

- Jeg var egentlig taget ud for at lede efter græshoppesangeren, der holder til i området. Men pludselig kom en fugl med nogle ret specielle farver. Jeg tænkte med det samme, at der var noget sjældent og fik taget nogle billeder, siger han. 

Straks fik Arnold Houmann sendt fotos afsted til sin bekendte Erik Holm Sørensen, der har rigtig godt styr på fuglearterne. Ti minutter senere ringede Erik Holm Sørensen tilbage og han var helt oppe at køre, fortæller Arnold Houmann. Fuglen var en provencesanger, og den var aldrig før registreret i Danmark.

- Det gik op for mig, at det her simpelthen var en sensation. Jeg havde virkelig aldrig troet, at jeg skulle finde en fugleart, der aldrig før er set i Danmark, så jeg var helt høj og overvældet, siger Arnold Houmann.

Unknown

Da Arnold Houmann (th.) søndag morgen så en fugl, han hverken havde set før eller kendte, vidste han, at den var noget ganske sjældent. Derfor spurgte han hurtigt sin fuglekyndige bekendte Erik Holm Sørensen (tv.) til råds, og han fastslog at det var en provencesanger. Dermed blev de to de første til nogensinde at opleve fuglen i Danmark. Foto: Arnold Houmann. 

Det ulmede pludselig i hele det ornitologiske Danmark, da Erik Holm Sørensen indtastede observationen i DOFbasen, og fundet blev meldt ud på den for de mest fugleinteresserede helt afgørende app BirdAlarm. Folk strømmede til fra blandt andet de kendte træklokaliteter i Skagen, der på ingen tid var helt tømt for fuglekiggere, fortæller Arnold Houmann.

Det kan kun gå for langsomt

Cirka halvanden time efter, at fundet var meldt ud, blev Joakim Matthiesen, der er biolog i DOF BirdLife, samlet op af en bil med gode fuglevenner tæt ved København. Der var ingen vej udenom, at de hurtigst muligt måtte afsted mod Frederikshavn for at se det lille vidunder.

Provencesangeren er en grå og rødbrun spurvefugl med en karakteristisk lang hale og en markant rød ring om øjnene.

Den holder normalt til i det sydligvestlige Europa og findes også i England. Får gange tidligere er den observeret i Sverige, Norge og Finland, men aldrig før i Danmark. Derfor var også en mere en almindeligt stor fuglebegivenhed, da den pludselig dukkede op, siger Joakim Matthiesen, der udover arbejdet i DOF BirdLife er ivrig birder og i øvrigt ligger nummer ét for hele Danmark i det populære spil Fuglebingo.

- Det er en udpræget standfugl. Den flytter sig altså normalt ikke særlig langt væk fra sit normale levested, så der skal meget til, før den ender her. Derfor er det meget specielt, at lige præcis den art pludselig er i Frederikshavn. En teori er, at det kan skyldes særlige vejrforhold, der får ledt fuglene for langt mod nord. Men det kan også være en biologisk mekanisme, der gør, at fuglene afsøger helt nye og meget uvante områder for at slå deres artsfæller i kampen om de bedste levesteder. 

IMG 6414

Det ornitologiske Danmark var helt på den anden ende i søndags, da en provencesanger for første gang nogensinde var blevet set i Danmark. De ivrige fuglekiggere strømmede til Frederikshavn og delte oplevelsen med at se den lille spurvefugl. Foto: Sebastian Thorup Hansen. 

Fuglekiggeri er for de mange

Provencesangeren var en sensation for dem, der går allermest op i at se så mange forskellige fuglearter i Danmark som muligt. Men fundet er også et vidnesbyrd om, at det at se på både sjældne og almindelige fugle ikke kun er forbeholdt de allermest engagerede og rejsevillige.

Arnold Houmann er nemlig ikke selv typen, der bruger hele dage på at stå ved de vigtige træklokationer og spotte hvepsevåger og storke. Tværtimod er det at kigge på fugle for ham noget, der først og fremmest foregår i nærområdet.

- Jeg har altid elsket fugle og kigget på dem. I området ved Apholmen er der både tornsangere, sivsangere, tornirisk og grønirisk. Lidt længere udenfor byen har vi blåhalse og græshoppesangere. Min personlige yndling er en isfugl, der holder til ikke så langt herfra. Den har jeg fulgt og fotograferet i 14 år, siger han og fortsætter:

- For mig er det at følge både de sjældne og helt almindelige fugle over tid det allerbedste. Alle fugle rummer hver deres interessante historie om træk, sang, udseende eller noget helt fjerde, og rigtig mange fugle er ganske nemme at finde lige der, hvor man bor. Og så viser den her historie jo, at man snart sagt alle steder i landet helt uventet kan løbe ind i noget meget sjældent og opsigtsvækkende.

Graeshoppesanger Kaersgaard Strand 2013 05 01 Hans Henrik Larsen

Græshoppesangeren, der ses her, er en af mere almindelige fugle i strandengsområder som det, hvor den sjældne provencesanger blev fundet i weekenden. DOF BirdLifes arbejde med at overvåge fuglebestandene er det afgørende fundament for, at blandt andet den slags områder kan beskyttes til fordel for fuglene. Foto: Hans Henrik Larsen. 

Vær med til at beskytte fuglenes levesteder

Strandenge som Apholmen ved Frederikshavn er vigtige levesteder for blandt andre de fugle, som Arnold Houmann dagligt studerer på sine ture.

Dansk Ornitologisk Forenings arbejde med at overvåge og registrere fuglebestande i Danmark via blandt andet DOFbasen, Punktællingsprogrammet og Fugle i Ny Natur er afgørende for, at den type områder, ligesom alle andre steder, hvor fugle lever, i fremtiden kan beskyttes bedre, siger Joakim Matthiesen.

- Vores arbejde er først og fremmest at overvåge, hvordan fuglebestandene udvikler sig. Det er hele grundlaget for, at forskere senere hen kan dykke længere ned i, hvad der er vigtigt for, at fuglene trives, og at man dermed kan lave naturpolitik og naturforvaltning på et oplyst grundlag. Det er det arbejde, man støtter, hvis man melder sig ind i DOF BirdLife eller donerer til foreningen.

Alle kan indtaste registreringer i DOFbasen. Er man mere erfaren fuglekigger, så er Fugle i Natur-projektet, som du finder HER, det helt rigtige sted at lægge sine kræfter. Projektet er afgørende for at belyse, hvordan omlægningen af natur i Danmark påvirker fuglelivet, og det meget nemt at gå til.

Flere sjældne fugle i sigte

Senere på ugen drager Arnold Houmann lidt nordpå til Skagen, hvor årets store fuglefestival finder sted.

Fra torsdag samles ornitologer for hele landet for at se på og lære om fugle, når der arrangeres både ture ud i landskabet, foredrag og aktiviteter som ringmærkning.

Egentlig er en kendt fugletrækslokalitet som Skagen ikke et sted, Arnold Houmann normalt søger til, men han kan alligevel ikke helt lade være. Chancen for at se sjældne fugle, om end ikke helt så sjældne som provencesangeren, er nemlig rigtig gode i Skagen i netop denne tid. Han regner dog med, at han må arbejde på at gemme sig lidt væk i mængden af fugleinteresserede festivalgæster.

- Jeg har simpelthen fået så meget ros og opmærksomhed efter fundet af provencesangeren forleden. Folk gør det selvfølgelig i en rigtig god mening, og fordi de bare er rigtig glade, når den slags sker. Men det huer mig ikke. Tværtimod bliver jeg lidt flov. Så det kan være, at jeg skal iklæde mig noget af det kamuflagetøj, jeg nogle gange bruger, når jeg fotograferer fugle.

Yderligere oplysninger:

Joakim Mathiesen, biolog, DOF BirdLife.
Tlf. 21 73 91 30.