Danske rødhalse er standfugle og skal forsvare deres territorier året rundt, selv i den mørke vintertid, da yngletiden ligger langt forude. Foto: Jan Skriver.

For få dage siden dalede sneen, og frosten holdt hånden over den. Nu er tøvejret vendt tilbage og har visket den hvide nedbør ud af landskabet.

Straks fik rødhalsen fornemmelse for forår. Tidligt om morgenen begyndte den at synge fra krattet ved søen. Den sang ikke i vilden sky, snarere lidt tøvende, men alligevel optimistisk.

Både hannen og hunnen synger i rødhalsenes verden. Det er meget usædvanligt hos sangfugle på vores breddegrader.

Lytterne vil næppe kunne kende en han fra en hun, men rødhalsens han synger kraftigere fra de bedst eksponerede sangposter, for han er lidt større og stærkere end de kvindelige solister, der må tage til takke med de yderste pladser med ringere akustik.

Danske rødhalse er standfugle og skal forsvare deres territorier året rundt, selv i den mørke vintertid, da yngletiden ligger langt forude.

Et fast territorium rigt på føde er for fuglene en livsforsikring og en god begyndelse på en frugtbar ynglesæson. En succesrig rødhals, der med sang har markeret og forsvaret sit område, vil i marts og april være i optimal foderstand og klar til at invitere en mage indenfor i privaten. Sangen er derfor et spørgsmål om liv eller død.

Gærdesmuttens størrelse taget i betragtning har den en meget kraftig sang bestående af triller og klare fløjtetoner. Foto: Jan Skriver.

Den lille buttede gærdesmutte er en anden af vinterens sangfugle, som kan høres fra lave sangposter i haver, parker og småskove.

Gærdesmutten smutter stort set altid af sted i kvas og krat, og dens sang har en styrke og en rumlig klang, der er usædvanlig for en baryton på under ti gram.

Det er som om, at gærdesmutten udnytter naturens kælderskakter til at forstærke sin sang og give den ekkoets vinger.

Repertoiret hos vinterens sangfugle består primært af morgensang og strofer til fyraften. I døgnets få lyse timer skal næbbet bruges til lavpraktisk fødesøgning, og så må musikaliteten vente.

En mildning efter frost er næsten altid et signal til sang ved vintertid. Generelt er det dog lyset, som i stor stil trækker scenetæppet fra og sætter forestillingen i gang.

Den danske januar byder i reglen kun på en håndfuld solister i fuglekoret med  solsort, rødhals, gærdesmutte, musvit,, ringdue og måske en natugle på podiet. Foto: Jan Skriver.

Stigende lysintensitet sætter gang i hormonerne hos fuglene. Derfor går sangen over hele spektret af arter for alvor i gang i marts-april, når dagens længde overhaler natten. Men de standfugle, der stort set ikke bevæger sig væk fra deres yngleområde, har anderledes brug for at fortælle omverdenen, at de er hjemme, og at alt er optaget, også om vinteren.

I mange tropiske områder og i ørkenområder i Afrika og Australien er der fuldkommen ligeberettigelse blandt sangfuglene. Her synger hunnerne på lige fod og strube med hannerne.

For i troperne skifter årstiderne ikke, som de gør på vores breddegrader, og fuglene er derfor i stand til at yngle på alle tider af året, når omstændighederne tillader det.

Fuglesang i duet mellem han og hun gør magerne i stand til at etablere et familieliv året rundt.

Den danske januar byder i reglen kun på en håndfuld solister i fuglekoret med rødhals, gærdesmutte, musvit, solsort, ringdue og måske en natugle på podiet.

Men om få uger vil flere og flere arter stemme i. Træløbere begynder at synge lavmælt i skovene i løbet af januar, og spætterne trommer højlydt, inden flere af finkerne begynder at synge.

Ringdue, rødhals, musvit, gærdesmutte og solsort er blandt de første til at indlede året med sang. De har brug for at fortælle artsfæller, at deres territorier er optaget. Foto: Jan Skriver.