Svaler stimler sammen før afgang mod Afrika
mandag 25. august 2025
I sensommeren flokkes svaler for at overnatte skulder ved skulder i rørskove langs søer, moser og vandløb. Digesvalen er den mindste i svalernes sovesale. Selv om flokkene synes at være højt på strå, er der blevet færre de senere årtier. Klimaændringer med mere nedbør og ekstremvejr i yngleområderne, færre insekter, tørke og ørkendannelse i Afrika gør det sværere at være svale.
af Jan Skriver
Digesvaler samles for at overnatte i rørskov. Foto: Jan Skriver.
I disse uger kan man mange steder i Danmark opleve svaler, der ud på eftermiddagen flokkes over søer og moser for til sidst at gå til ro i rørskoven. Næste morgen står den på insektjagt lavt over vandfladerne, inden fuglene fordeler sig i terrænet.
Sceneriet er dog ikke, hvad det har været. Flokkene af svaler er blevet mindre. Særligt bestanden af digesvaler er styrtdykket i antal. Ikke bare i Danmark, men i alle lande i Nord- og Vesteuropa.
- Digesvalen er en af de arter af småfugle, der er gået mest tilbage i antal i løbet af de seneste årtier. Ifølge vores årlige tællinger er rundt regnet 90 procent af digesvale-bestanden forsvundet siden 1970’erne, og nedgangen ser ud til at fortsætte, siger Thomas Vikstrøm, der er biolog i DOF BirdLife.
DOF’s punkttællinger giver hvert år et fingerpeg om vidt udbredte arters ve og vel i den danske fuglefauna. Og kurven, der angiver alle registrerede digesvaler, peger stejlt nedad. Sammenlignet med årene omkring 1980 har ornitologer de senere år kun talt rundt regnet 10 procent af tidligere tiders forekomster af digesvaler i det danske landskab.
Tørke gav tab på svalefronten
- I 1980’erne skete et brat fald i ynglebestanden af digesvaler. Tilbagegangen skete i alle lande i Nordeuropa, og den skyldtes en årrække med omfattende tørke i Sahel-regionen syd for Sahara, hvor de vest- og nordeuropæiske digesvaler holder vinter, og er afhængige af et rigt insektliv. Tørken fik i løbet af få år digesvalerne til at rasle ned i antal ynglepar, fordi færre fugle overlevede vinteren og vendte tilbage til yngleområderne i Nord- og Vesteuropa, siger biologen.
Digesvale højt på stå. Foto: Jan Skriver.
- Digesvalerne i vores del af verden er aldrig kommet sig efter tørkeårene i 1980’erne. Man kan frygte, at nedturen vil blive ved, når man tænker på, at ørkenområderne breder sig i Afrika, så digesvalernes rejse mellem sommer og vinter bliver længere og mere krævende, siger Thomas Vikstrøm.
Nedtur efter regn, rusk og gifte
Det seneste tiårs nedtur blandt digesvalerne skyldes formentlig en lang række faktorer.
- Klimaændringer med mere ekstremt vejr med skiftevis udbredt tørke, flere skybrud og længere regnvejrsperioder er en ulempe for digesvalen. Ekstremvejr med regn kan i perioder gøre det vanskeligere for svalerne at jage deres føde af insekter, som der ovenikøbet er blevet markant færre af. ”Biomassen af Europas insektfauna er faldende, og det giver insektædende fugle sværere levevilkår. Også brugen af insektgifte spiller negativt ind for digesvalen. Desuden er flere af svalernes tidligere traditionelle ynglesteder blevet ødelagt, fordi vandløb gennem tiderne er blevet rettet ud og gjort til snorlige kanaler. Derved har man ændret hydrologien og aflejringen af sediment langs åbrinkerne, som er afgørende for skabelsen af de stejle brinker, som digesvalerne yngler i, siger Thomas Vikstrøm.
Yderligere oplysninger:
Thomas Vikstrøm, biolog, DOF BirdLife
Tlf. 29 70 02 24
FAKTA OM DIGESVALEN:
Digesvalen er den mindste af Danmarks tre ynglende svalearter.
De to andre er landsvale og bysvale.
Den lille lysebrune digesvale yngler i grusgrave, klinter og stejle åbrinker, hvor den med sine skarpe kløer graver sine op imod en meter lange redehuller ud.
Der er også eksempler på, at digesvaler kan yngle i murværk og i bjerge, om end arten er knyttet til lavlandet.
Digesvalen lever af flyvende insekter og svævende edderkopper.
Svalerne indleder deres kollektive overnatning mod slutningen af juli, hvorpå antallet i reglen kulminerer i løbet af september.
Svaler og overtro:
På regntunge og disede dage jager svaler ofte insekter ganske tæt på vandspejlet.
Det er denne adfærd, der i gamle dage, før naturvidenskaben forvandlede overtro til viden, fostrede myter om sensommerens svaler.
I det 16. århundrede påstod en svensk ærkebiskop, at svalerne overvintrede ved at krybe sammen på bunden af søer og moser.
Enhver kunne jo se, at fuglene i deres efterårsflugt ofte rørte vandspejlet, og pludselig en dag var de væk. Biskoppen skrev ligefrem en afhandling om fænomenet, og i afhandlingen var der en tegning af nogle fiskere, der trak et helt net fuld af svaler i land. Det var vel bevis nok?
Andre mente, at svalerne fløj til Månen, og tog sig en ordentlig lur deroppe, inden de returnerede om foråret. Et klogt hoved regnede ud, at fuglene kunne klare månerejsen på to måneder.
I dag er det børnelærdom, at svalerne opholder sig på vores blå planet året rundt, men de dropper vores tempererede egne og skifter dem ud med troperne, mens det er vinter i nord.
