Yngleklar havørn dræbt af forbudt gift

Den døde havørn blev fundet i nærheden af Juelsminde. Foto: Kim Skelmose, DOF's Projekt Ørn
Brugen af den illegale insektgift carbofuran fortsætter i den danske natur, og nu har giften taget livet af en voksen havørn, som i disse uger under normale omstændigheder ville have indledt en ny ynglesæson.
Ørnen blev fundet 7. januar midt på en bar mark i nærheden af Juelsminde, og den store rovfugl må i nabolaget have ædt et kadaver, som har været forgiftet med carbofuran.
- Giften er ekstremt hurtigt virkende på fugle. Derfor kan ørnen ikke have fløjet ret langt, før den bukkede under, siger Knud Flensted, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF), som har anmeldt giftdrabet til Sydøstjyllands Politi.
- Det er stærkt bekymrende, at vi stort set hvert år finder rovfugle, der er døde af carbofuran, selv om det efterhånden er 10 år siden, at giften blev forbudt i EU. Det kan være svært for politiet at komme til bunds i disse sager, men vi appellerer til, at der bliver tjekket grundigt for mulige lagre af carbofuran i de områder, hvor vi påviser de giftdræbte fugle, siger biologen.
Indleveringen af den døde havørn til DTU Veterinærinstituttet blev formidlet af DOF’s Projekt Ørn, der har et fintmasket netværk af frivillige ornitologer, som holder vågne øjne med Danmarks bestand af havørne og kongeørne.
Veterinærerne kunne derefter påvise, at carbofuran har forårsaget den østjyske havørns død.
Ørnen var sund og rask med intakt fjerdragt, da den pludselig død.
Analyserer fra ørnens spiserør og kråse afslørede et indhold af carbofuran samt rester af animalsk materiale, der formentlig er et ådsel, som er blevet havørnens sidste måltid.
Det hurtigt-virkende insektbekæmpelsesmiddel, der blokerer nervesystemet, har siden 13. december 2007 været forbudt i detailhandlen i Danmark.
Siden 13. december 2008 har giftstoffet, der tidligere blev brugt til skadedyrsbekæmpelse på marker med majs, roer og rodfrugter, været forbudt at anvende i hele EU.
Den forgiftede havørn var en han, der vejede 4,6 kilo, og som have et vingefang på 200 centimeter. Formentlig har ørnen været død siden december 2017, inden den blev fundet og sendt til obduktion i januar 2018.
Yderligere oplysninger:
Knud Flensted, (København), biolog i DOF, 21 24 22 75
Foto kan anvendes af medier med kreditering: Foto: Kim Skelmose, DOF's Projekt Ørn
GIFTDØD BLANDT DANSKE ROVFUGLE 2010-2018:
- Siden 2010 har der i den danske natur været en halv snes tilfælde, hvor carbofuran har krævet dødsfald blandt fredede rovfugle.
- I april 2010 døde en rød glente af carbofuran ved Trelleborg på Vestsjælland.
- I juni 2010 gik det ud over to havørne på en ø i Odense Fjord.
- I marts 2011 døde en havørn ved Bovballe på Langeland af carbofuran.
- Året efter bukkede en kongeørn under ved Tjele Gods nær Viborg med carbofuran i kroppen.
- Sommeren 2012 krævede to carbofuran-døde havørne ved Tranekær på Langeland.
- En rød glente døde af giften ved Køge i oktober 2012.
- Måneden efter blev nok en rød glente fundet død, det skete ved Frijsenborg Gods i Østjylland.
- Den døde glente lå ved siden af en udlagt fasan, hvis brystkød var overstrøet med små korn af carbofuran.
- I 2015 døde en hel tårnfalkefamilie på Lolland af carbofuran.
- I august 2015 blev en havørn hun fundet død ved Marslev på Fyn. Obduceret og påvist død af carbofuran i juli 2016.
- Rød glente fundet død i Tollestrup Mose ved Vrå i Nordjylland i maj 2016. Død af carbofuran.
- I september 2017 finder man ved en sø i Store Vildmose i Vendsyssel døde fisk, der er forgiftet med carbofuran. Fiskene er lagt ud som lokkemad.
Der indføres jagtstop i området, og jægere bliver advaret mod at spise nedlagte ænder fra et stort område i Vildmosen. Ænderne kan have fået carbofuran i sig ved et ophold i søen med de forgiftede fisk.