Populær havørn skudt med haglgevær

onsdag 6. marts 2019 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
En undersøgelse har afsløret hagl i kroppen på hunnen fra DOF BirdLife Danmarks havørne-tv på Sydlolland. Hun blev fundet død et par kilometer fra den populære rede, få dage efter at hun blev set i fuld gang med at forberede sig på at yngle sammen med sin faste mage
Af Ole Friis Larsen

Hunnen i parret fra DOF BirdLife Danmarks havørne-tv ser ifølge myndighedernes undersøgelser ud til at være dræbt af skud fra et haglgevær. Der er fundet to hagl i den døde havørn. Et af dem er fundet i den ene lunge, hvor der var friske blødninger. Også i bughulen er der fundet friske blødninger efter de oplysninger, som DOF BirdLife Danmark har fået. Drabet er meldt til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den dræbte ørn var gennem seks år hunnen i tv-stjerneparret på DOF BirdLife Danmarks webkamera med liveudsendelser fra en ørnerede i Fugleværnsfondens reservat ved Saksfjed-Hyllekrog på Sydlolland. Livet på reden er en af DOF BirdLife Danmarks mest populære aktiviteter overhovedet. Flere hundrede tusinde mennesker har gennem årene kigget på havørne-tv for at følge direkte med i redebyggeri, parring, æglægning, opfostring og udflyvning af ørneunger.

”Det er forfærdeligt, at havørnen er fundet skudt. Det er kun et par år siden, at en ynglende kongeørn blev fundet dræbt af skud, og det er ikke rart at vide, at der åbenbart er brodne kar blandt Danmarks jægere, og at vi inden for få år har fået skudt to ørne, som man ikke kan forveksle med nogen som helst jagtbar art”, siger Egon Østergaard, formand for DOF BirdLife Danmark.

”Når to ørne kan blive skudt inden for så kort tid, kan man kun frygte, at også andre rovfugle bliver skudt”, siger Egon Østergaard. Han peger på et stærkt behov for, at politiet får opklaret sagen om drabet på Havørnen ved Saksfjed-Hyllekrog og andre drab på rovfugle af hensyn til respekten for fredede arter og naturbeskyttelse i det hele taget.

Havørnen blev fundet på kanten af en grøft et par kilometer fra reden fredag 15. februar af forpagteren af landbrugsjorden i området, Claus Boserup, og skytte Jannick Jespersen. De fik den afleveret til undersøgelse på DTU Vildtundersøgelser mandag 18. februar med assistance af Lars Munk, der er frivillig i Projekt Ørn under DOF BirdLife Danmark.

I det foreløbige svar fra laboratoriet står der blandt andet, at: ”Pga. mistanke om at fuglen kunne være blevet skudt, blev den røntgenfotograferet, og undersøgelsen påviste to hagl i fuglen. Det ene hagl blev desuden fundet i fuglens venstre lunge ved obduktionen, ligesom der blev fundet friske blødninger i brystmuskulaturen og i bughulen. Det er overvejende sandsynligt, at fuglen er død som følge af skud.”

Få dage før fundet af den døde ørn, blev hun set på reden sammen med hannen på DOF BirdLife Danmarks webkamera, da parret var i gang med at forberede sig på at yngle i år. Det var før, kameraet blev åbnet for offentligheden. Dagen før fundet blev hannen pludselig set med en ny hun på reden, og det kan tyde på, at hunnen med det skæve ben allerede da var død. Norske undersøgelser har vist, at havørne danner par for livet, og at en ny mage altid er et stærkt tegn på, at forgængeren i parret er død.

”Det er dybt uetisk at skyde sådan en smuk og fredet ørn. Havørnene er stadig kun i gang med at etablere en bestand i Danmark, og snesevis af frivillige har i årevis arbejdet på at sikre ørnene. Netop den dræbte havørn har været en super populær ambassadør for de store vingefangs genopdukken i vores natur, og hundredtusindvis af mennesker har fulgt hendes liv med begejstring på vores live-tv fra reden. Jeg tror, at de hundredtusindvis af mennesker, der har haft stor fornøjelse af vores tv fra reden, tager ligeså skarpt afstand fra drabet på hunørnen, som jeg gør”, siger Kim Skelmose, leder af DOF’s Projekt Ørn.

To gange er det gået særligt dramatisk for sig med den nu dræbte hun, som var kendt for sit handikap med et skævt for formentlig skadet ben. Måske var det netop på grund af det svage ben, at hun ikke tog kampen op mod en mår, som dukkede op i reden, mens hun lå og rugede på æggene en nat i 2015, men flygtede, hvorefter måren stjal begge æg. Det næste drama foregik i 2018, da flere fremmede yngledygtige havørne dukkede op på reden foran webkameraet, og der måske var kampe mellem flere par om reden i så lang tid, at det faste par slet ikke kom i gang med at yngle.

Den dræbte ørn nåede at bidrage til genopbygningen af den danske bestand af havørne med 13 udfløjne unger.

Kontakter i DOF BirdLife Danmark:

Egon Østergaard, formand for DOF BirdLife Danmark: 31 16 20 30

Kim Skelmose, leder af Projekt Ørn: 27 73 40 70

Ole Friis Larsen, artscaretaker for Havørn: 40 91 80 71

Knud Flensted, biolog: 21 24 22 75