200 ørne blev talt i Danmark

fredag 6. februar 2009 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Flere end 300 fugleinteresserede talte i løbet af to dage 200 ørne i det danske landskab. Det er ny dansk ørnerekord. Dansk Ornitologisk Forening (DOF) tror dog, at der fortsat kan gemme sig flere ørnepar, som endnu ikke er registreret
Jan Skriver
- Facit blev overraskende stort. 191 havørne og 9 kongeørne lød det på. Det viser, at de store vingefang trives godt i ørnelandet Danmark. En af årsagerne til ørnenes ynglesucces er, at der bliver taget hensyn til de rugende fugle, så de får fred og ro til at opfostre deres unger.

Sådan siger Lennart Pedersen, der leder Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) Projekt Ørn, som har til formål at beskytte Danmarks bestand af ørne og samle viden om rovfuglene, mens man informerer og engagerer.

DOF’s landsdækkende ørnetælling, der fandt sted for fjerde år i træk, gav nok engang en bemærkelsesværdig rekord.

- Bestanden af danske ørne vokser fortsat, og hen over vinteren er der blevet fundet 4 nye par havørne, så vi i dag har knap 30 par havørne og 3 par kongeørne, siger Lennart Pedersen, der tror, at der kan putte sig endnu flere par ørne i de danske skove.

- Trods dens enorme størrelse med et vingefang på 2,4 meter kan havørnen sagtens leve forholdsvis skjult i vores skove. Vi vil i Dansk Ornitologisk Forening meget gerne høre fra folk, der kender ørnepar, som vi endnu ikke er informeret om. Vi kan yde hjælp til at lave tiltag, der kan beskytte de store rovfugle mod forstyrrelser, siger lederen af DOF’s Projekt Ørn.

Erfaringerne viser, at ørnene særligt i den fase, hvor de tidligt på ynglesæsonen etablerer sig har brug for fuldkommen ro omkring deres redested. Ørne kræver i udpræget grad fred og privatliv på hjemmefronten.

Størsteparten af ørnetællingens havørne blev set på Lolland og Falster, der i disse dage huser mindst 60 havørne. På Sydsjælland opholder omkring 40 havørne sig.

DOF’s ørnetælling viste, at der kan ses havørne over det meste af Danmark netop nu, mens de fleste kongeørne er at finde i Østhimmerland og Thy.

Ørnens Dag

Resultatet lover desuden godt for Ørnens Dag, der finder sted søndag d. 15. februar. For fjerde år i træk inviterer DOF’s Projekt Ørn danskerne ud for at opleve de store vingefang, og i år finder Ørnens Dag sted på 19 lokaliteter i Danmark. Læs mere om Ørnens Dag her.

Se listen over ture på Ørnens Dag her.

Yderligere oplysninger:

Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Tlf. 33 28 38 00

Leder af DOF’s Projekt Ørn:
Lennart Pedersen, tlf. 40 15 66 20