ØrneTV er slut for 2019 – vi gør klar til en ny sæson i 2020

Tusindvis af mennesker har fulgt dramaet i 2019 med en ny hun. Selv om der ikke er kommet unger, ser det lyst ud for havørneparret i 2020. Mens vi venter, skal alt udstyret til transmissionerne fra reden tjekkes grundigt og justeres til en ny sæson.

ØrneTV er lukket og slukket for i år. Der kom ingen æg og unger i reden med DOF’s webkamera i 2019, selv om en ny voksen hun dukkede op og straks dannede par med hannen bare nogle få dage efter, at den faste hun gennem flere år blev fundet dræbt af hagl fra et jagtvåben.

Vi håber på et gensyn næste år og takker for de mange bidrag til at holde gang i webkameraet. Det er kostbart at drive og vedligeholde kameraet, også selvom meget af det foregår med ulønnet frivillig arbejdskraft.

Vi beklager også, at lydforholdene har været elendige i 2019, efter at hannen fik vindhætten revet af mikrofonen. Det var den, mange så som en blågrå genstand i reden i flere uger.

Til gengæld håber vi, at det bedre kamera med zoom-muligheder har været til glæde og vil blive det til næste år igen. Live-optagelserne fra havørnereden er for os både god underholdning og direkte indblik i livet på en af de omkring 100 reder med Havørne, vi efterhånden har i Danmark. Det er også optagelser, vi bruger til forskning – blandt andet i, hvad ørneungerne bliver fodret med.

Det er ikke usædvanligt, at et ørnepar ikke får unger i det første yngleforsøg. Hannen ved webkameraet er selvfølgelig en erfaren ynglefugl, men det er den nye hun sandsynligvis ikke. Derfor ser vi også frem til næste år med både spænding og fortrøstning. De to ørne ses stadig som et fasttømret par af ornitologer og andre, der færdes i området. Parret holder reden ved lige og bruger den til at hvile sig i.

Desværre er der stadig intet nyt om opklaringen af det illegale drab på den gamle hun ved reden.

Vi forventer at have kameraet klar til at sende igen i løbet af vinteren 2020, når de to Havørne forhåbentlig begynder at gøre sig klar til at yngle.


(Vi anbefaler at bruge Chrome eller Firefox for bedste afspilning)
 
 

VÆR MED TIL AT SIKRE ØRNETV

ØrneTV mangler desværre finansiering for, at vi i fremtiden kan sikre dig unikke oplevelser med livetransmission fra Danmarks mest kendte havørnerede.  Oplevelserne er store, men det gælder også arbejdet bag den daglige produktion. Til gengæld ved vi også, at seerskaren er stor, og det er derfor, vi beder om din hjælp til DOFS ØrneTV. På forhånd tak for din støtte.

 

 

VÆRD AT VIDE:

* Hanner og hunner af havørne er ens, bortset fra at hunnen er lidt større, men det kan være svært at se. Derimod kan der være individuelle forskelle. I det nye par på reden er hannen lidt lysere end hunnen, og der er forskel på pletterne på deres hvide haler. Hannen har to tydelige sorte spidser på det, der kaldes overhaledækfjerene, mens hunnen har tre sorte spidser, som tilmed er lidt større end hannens.

hvemerhvem

* En ny hun har etableret sig på reden sammen med den gamle han, efter at den gamle hun blev fundet død midt i februar 2019. En undersøgelse har vist, at den gamle hun blev dræbt af skud fra et haglgevær. Sagen er meldt til politiet.

* Det gamle par fra de første års live-tv fra reden byggede på reden i 2018, men opgav at yngle. Flere andre kønsmodne ørne blev set på reden, og måske var rivalisering mellem flere par årsag til, at der ikke blev ynglet på reden i 2018.

* Kameraet er flyttet lidt væk for at give et bedre overblik, og vi har mulighed for at zoome ind på detaljer.

* Reden ligger i Fugleværnsfondens reservat Saksfjed-Hyllekrog på Lolland.

* Det er syvende år i træk, DOF sender direkte fra reden.

* Se nye videoer og fotos på Havørnene på Facebook. Her besvarer projektleder Kim Skelmose og artscaretaker Ole Friis Larsen også spørgsmål.

* Eller se videoer fra reden andre år her.

* Læs også om DOF's Projekt Ørn, som varetager overvågning og beskyttelse af vores bestand af ørne. De danske ørne er meget sårbare over for forstyrrelser i deres yngleområder og har behov for en aktiv forvaltning til beskyttelse. Støt Projekt Ørn her eller via MobilePay til 673526 - husk at skrive ØrneTV i kommentaren. Tak


Skriv en kommentar
-> skriv en kommentar
Kommentarer
-> kommentarer