DOF BirdLifes ØrneTV: Første æg er lagt i havørnenes rede på Lolland

Danske havørne er gode til trillingekuld, så vi håber, at der er flere æg på vej, fortæller Kim Skelmose, der står bag DOF's ØrneTV.
Det kan godt være, at vinteren har været lang og streng, men nu er den allerede næsten glemt, for der er forår forude og første æg i havørnenes rede i Fugleværnsfondens område ved Hyllekrog på Lolland er kommet til syne.
Det er næsten en uge tidligere end i 2025, da havørnehunnen lagde æg 1. marts.
Om alt går vel, vil hunnen lægge nok et æg eller to om ganske kort tid, så det er med at stille ind på ØrneTV, hvor DOF BirdLife døgnet rundt transmitterer direkte tv sendt fra et solcelledrevet web-kamera. Med andre ord kan man i alle døgnets timer på sin smartphone eller computerskærm følge livet hos Nordeuropas største rovfugl.
Gode chancer for trillinger
- Danske havørne er gode til trillingekuld, så vi håber, at der er flere æg på vej. Der går i reglen 1-2 døgn mellem hver æglægning hos havørne, så det kan være lige oppe over, hvis der kommer en familieforøgelse, siger Kim Skelmose, der er leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn, som står bag ØrneTV.
Havørne-hunnen i ØrneTV fra Hyllekrog er ringmærket, så man ved, at hun er en svensk ørn på 11 år, formentlig fra Skåne.
Mandag 23. februar klokken 14.39 kom et æg til syne i reden.
Det var i ynglesæsonen 2023, at den svenske hunørn overtog tronen foran web-kameraet ved Hyllekrog. Året efter debuterede hun så i familielivet på Lolland ved at lægge et æg og fostre en unge. Det skete i en ny rede uden for web-kameraets rækkevidde, så seerne gik den sæson glip af livets gang hos havørnene.
Derfor har Projekt Ørn i år helgarderet sig ved at sætte to web-kameraer op, et over den ’gamle’ rede, som har været benyttet siden 2013, og et over den nyeste.
Havørnene har nu valgt den ny rede, og det er fra den, at der nu sendes direkte billeder med udsigt til unge eller unger.
- Havørne ruger normalt 38-40 dage, før ægget klækker. Det kan dog også ske efter 36 dage. Og begge mager skiftes til at ruge, siger Kim Skelmose.
Formidling og forskning
DOF BirdLifes levende billeder fra havørnens privatsfære er en af de største filmsucceser, den danske natur har fostret. Der er både tale om underholdende formidling og nørdet forskning.
I løbet af 2022 var der godt 3,5 millioner visninger på foreningens reality-tv med live-optagelser fra havørnereden på Lolland.
Der er ofte sidegevinster forbundet med at klikke ind på ØrneTV. Ofte opholder dådyr sig under havørnens rede, og nær redetræet færdes jævnligt Exmoor-ponyer, der er det nærmeste man kommer vildheste i den danske.
Yderligere oplysninger:
Kim Skelmose, leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn
Tlf. 27 73 40 70
FAKTA OM ØRNETV:
DOF’s ØrneTVbegyndte at sende direkte billeder 17. marts 2013 fra reden i Saksfjed Inddæmningen ved Hyllekrog på Lolland.
Videokameraerne sidder et par meter over to reder, der er bygget i henholdsvis 18 og 20 meters højde.
Kameraerne kan fjernstyres og zoome ind på æg og unger eller fødeemner, der bringes til reden.
Optageudstyret er drevet af solceller.