Grønne ønsker til det danske EU-formandskab
Som grønt foregangsland kan Danmark lægge et højt ambitionsniveau på en række områder med særlig interesse for fugle, natur og biodiversitet. Især ønsker DOF en grønnere landbrugsreform (CAP-reform) og markant flere midler til naturbeskyttelse under LIFE+ programmet. DOF arbejder for, at EU’s flerårige budget (2014-2020) lever fuldstændigt op til EU’s 2020-mål på miljøområdet.
DOF og WWF Verdensnaturfonden har for nyligt indgået et partnerskab for at påvirke det danske EU-formandskab. Et af de første resultater af dette partnerskab er brevet til det danske formandskab. Brevet er sendt til Europaminister Nicolai Wammen, Finansminister Bjarne Fog Corydon, Fødevareminister Mette Gjerskov, Miljøminister Ida Auken og Klima- og energiminister Martin Lidegaard.
Brevet er underskrevet af Egon Østergaard, formand for DOF, Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident for Danmarks Naturfredningsforening og Gitte Seeberg, Generalsekretær ved WWF Verdensnaturfonden.
Yderligere oplysninger: EU Policy Officer Christian Hald-Mortensen ph. +45 28 57 39 11
