Bysbørn kæmper for bysvaler

fredag 3. juni 2005 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
I Gl. Rye ved Silkeborg har en svaleven sat gang i en indsamling af underskrifter, der skal få ledelsen på landsbyens skole til at lade være med at spule bysvalernes reder ned.
Jan Skriver
Et af demokratiets skarpeste våben, underskrifter sort på hvidt, er sat ind i kampen for en lille koloni af bysvaler, der har valgt at bo på folkets skole i landsbyen Gl. Rye mellem Silkeborg og Skanderborg.

For få uger siden blev svalernes reder på ordre fra skoleinspektøren spulet ned med vand under højtryk. Der skulle statueres et skoleeksempel over for et lille stykke natur, der kan svine i skolegården.

Men sikkert i modsætning til de fleste elever, føler svalerne sig stærkt knyttet til folkeskolen, så i disse dage pønser de på ny på at etablere sig med deres lerklinede reder oppe under tagskægget på gavlen.

- Det er nu, der skal handles, hvis bysvalerne skal hjælpes til at få unger på vingerne i år. Så jeg har sat en indsamling af underskrifter i gang. Der er opslag i Brugsen i Gl. Rye, og jeg har skrevet et læserbrev i den lokale avis i et forsøg på at skabe opmærksomhed om problematikken.

Svalerne hører til på skolen. De har haft deres lille koloni ligeså længe jeg har haft mine tre børn som elever på stedet, siger Reinhard Klahn, der bor lidt uden for Gl. Rye. Og som nu er svale-advokat på frivilligt plan.
Klahn, der er uddannet økonom og ansat i et IT-firma, finder den kolde kommunale skulder til svalerne absurd og dobbeltmoralsk. Særligt set i lyset af det seneste stile-emne i 6. a, hvor Reinhard Klahns datter går.

- Børnene skulle skrive en stil om truede dyrearter som pandabjørne, ulve og gorillaer. Jeg går ud fra, at det dybere formål med sådan et stileemne blandt andet er at bidrage til at gøre vores børn til hele mennesker, som er sociale og ansvarsbevidste også over for naturen. Men hvordan skal de kunne blive det, når de ser små, forsvarsløse og ganske harmløse svaler blive spulet ned på deres egen skole. Det kan ikke være meningen, at skolegårde skal være så sterile, at end ikke svaler må bo i nabolaget, siger Reinhard Klahn.

- Jeg håber, at rigtig mange mennesker i lokalsamfundet vil tilkendegive deres protest med en underskrift. Dette er nok en lille sag, men principperne i den er ganske store. Og så håber jeg naturligvis, at protesterne vil føre til, at skolens ledelse ændrer sin holdning og byder svalerne velkommen tilbage, siger Klahn.

Læs mere om bysvalen her.