Baggrund: Danmarks fugleviden får vinger af DOF BirdLife
Skestorken er en af de fugle, som går lysere tider i møde. Foto: Charlotte West.
Flere tusinde medlemmer af DOF BirdLife har bidraget til den rapport, som de danske miljømyndigheder i oktober har afleveret til EU-kommissionen, så Europas politikere kan få den nyeste viden om udviklingen og tendenserne i den danske fuglefauna.
I alt er 235 forskellige arter med i afrapporteringen, og der er både mørke skyer og lyspunkter over fuglene i den danske natur.
Værst ser det ud for ynglefuglene, hvor der er klare tegn på tilbagegang hos 46 procent af arterne siden de seneste afrapporteringer til EU i 2013 og 2019.
Flere tidligere meget talrige arter i agerlandet som for eksempel sanglærke, stær, gulspurv og agerhøne er i markant tilbagegang. Også flere vidt udbredte og almindelige fuglearter i skove og haver har en nedadgående tendens i ynglebestandene. Det gælder flere arter af mejser og finker.
Mens altså 46 procent af vores ynglefugle er i tilbagegang, har 17 procent af Danmarks ynglefuglearter stabile bestande, og 33 procent har oplevet fremgang. Det gælder for eksempel havørn, skestork, trane og stor skallesluger. De sidste få procentdele repræsenterer usikre, ukendte eller flukturerende bestande.
Rapporten viser, at mange sårbare og truede fuglearter er afhængige af Natura 2000-områder, hvor man gør en særlig indsats for at beskytte fuglenes levesteder. For eksempel yngler næsten hele den danske bestand af skestork, dværgterne og plettet rørvagtel i fuglebeskyttelsesområder.
Den videnskabelige rapport, som kortlægger fuglebestandene i Danmark, er udarbejdet af DCE, Aarhus Universitet med DOF BirdLifes biologer som medforfattere og leverandører af de data, som foreningens frivillige fugletællere skaffer gennem systematiske optællinger i årtier lange tidsserier.
Der er benyttet oplysninger om Danmarks fuglefauna fra de tre landsdækkende Atlas-undersøgelser af de danske ynglefugle, som DOF BirdLife gennemførte i perioderne 1971-1974, 1993-1996 og senest 2014-2017.
Desuden er bestandstal for arterne i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle benyttet, ligesom de mange observationer fra DOFbasen og foreningens årlige Punkttællinger sommer og vinter har bidraget til de aktuelle fugletal og de tendenser, der er knyttet til arternes bestande.
Rapporteringen til EU-kommissionen finder sted som led i fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 12, der forpligter medlemslandene i EU til at fortælle om størrelsen og udviklingen i de respektive landes fuglebestande. Med i rapporteringen hører også en status på landenes forvaltningsindsats i Natura 2000-områder.
Læs hele afrapporteringen om fuglenes bestande her.
Yderligere oplysninger:
Knud Flensted, biolog DOF BirdLife
Tlf. 21 24 22 75
Læs også: Flere mejsearter i Danmark er i bekymrende tilbagegang