Formandens leder: Rovfugle i fangenskab

tirsdag 12. august 2025
af Egon Østergaard fra Fugle & Natur #3 2025

1053 Amerikansk taarnfalk foto Uffe Gjoel Soerensen
Amerikansk tårnfalk. Foto: Uffe Gjoel Sørensen.

Lammegribben er i Danmark en yderst sjælden gæst fra Sydeuropa, og andeskondoren er aldrig set her, for den lever i Sydamerika. Disse to mægtige fugle er skabt til et liv, hvor de fra stor højde og over kilometerlange strækninger afsøger bjergrigt terræn for ådsler, som er deres naturlige fødevalg. Alligevel viser en ny opgørelse fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) under Ministeriet for Grøn Trepart, at der i Danmark sidder både lammegrib og andeskondor bag lås og slå hos private eller virksomheder. Det er både trist og skammeligt!

Som udgangspunkt er det forbudt at holde rovfugle og ugler i bur, men SGAV kan give dispensation eller tilladelse fra dette forbud, og det gør de desværre i stor stil. Opgørelsen ved årsskiftet 2024/25 viser, at der lovligt sidder 607 rovfugle på pinde i større eller mindre bure med udsigt til at leve resten af deres sølle liv der.

Opgørelsen viste følgende ’ikke danske’ rovfugle i bur: brunskuldret våge 92, amerikansk tårnfalk 72, slagfalk 55, lannerfalk 41, rødhalet våge 13, aplomadofalk 13, steppeørn 8, hvidhovedet havørn 8, beringhavørn 6, kongevåge 6, præriefalk 5, caracara 4, andesvåge 3, afrikansk skovhøg 2, andeskondor 2, verreauxørn 2, rovørn 2, hættegrib 1, kejserørn 1, eleonorafalk 1, laggarfalk 1, Falkland caracara 1, gåsegrib 1 og lammegrib 1; i alt 341.

Desuden sad der følgende ’danske’ arter: jagtfalk 132, vandrefalk 110, kongeørn 6, havørn 16 og hybridfalke 2; i alt 266.

Rovfuglene er tilpasset et liv med fart over feltet, men med få klik på internettet med søgeordene ”birds of prey for sale” kan man se det enorme udbud af bur-rovfugle, der sælges. For nogle få tusinde kroner kan man blive ejer af en slagfalk, mens man må noget højere op for at erhverve en steppeørn, en grib eller en californisk kondor til baghaven eller altanen, men købes og importeres kan de.

Bekendtgørelsen om hold af fugle er fra 2016, og det er på tide, at den bliver revideret, så langt færre rovfugle kommer til at leve deres liv under kummerlige forhold. At spærre rovfugle og ugler inde svarer til at tillade private at holde elefanter og løver i bur.

Myndighederne kræver af rovfugleholderne, at de afleverer en fjerprøve, så de enkelte fugle kan identificeres, men kontrollen med rovfugleholdene er yderst lemfældig. Således oplyste Miljøstyrelsen i 2022, at man kun havde foretaget ét kontrolbesøg siden 2010 hos et arabisk ejet firma i Nordjylland, der har en millionforretning med at producere og eksportere især jagtfalke og vandrefalke til arabiske rigmænd. En virksomhed, der efter DOF’s mening slet ikke burde være tilladt her i landet.

Reglerne for privates og virksomheders hold af rovfugle og ugler bør som minimum strammes, og kontrollen øges. Men det bedste for lammegribben, andeskondorerne og de andre rovfuglearter ville være helt at forbyde at holde dem i fangenskab!

Egon Østergaard, Formand for DOF 

Unavngivet 3

Læs hele Fugle & Natur på Min Side.