Danmarksmesteren i frie fugle har set 400 arter

torsdag 5. januar 2006 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Murermester Jørgen Munck Pedersen fra Kongens Lyngby har sat rekord i antallet af fuglearter set af én feltornitolog indenfor Danmarks grænser, oplyser Dansk Ornitologisk Forening. En østlig kalanderlærke ved Køge Bugt blev i denne uge "Munkens" art nummer 400 på hjemmebane.
Jan Skriver
I 1985 blev der opdaget en lattermåge ved Vejlerne i Nordvestjylland. Den sjældne nordamerikanske måge måtte Jørgen Munck Pedersen naturligvis se, så han tog straks et fly fra hovedstaden til det nordjyske og nåede mågen, inden den fløj tilbage til staterne.
Sådan har det været adskillige gange.

Murermesteren og feltornitologen, der er kendt som "Munken", benytter sig af de samme metoder som hans livs lidenskab; fuglene. Han går om nødvendigt på vingerne for at nå frem til dem, inden de trækker videre.

Og i denne første uge af 2006 blev Jørgen Munck Pedersen den første danske feltornitolog, som kunne notere sin fugleart nummer 400 set i Danmark, hvor i alt 452 fuglearter med sikkerhed er konstateret gennem tiderne.

Cyklende - der går ingen fly fra Kongens Lyngby til Køge Bugt - nåede han det sidste stykke frem til den østlige kalanderlærke ved Ølsemagle Revle. Og så var rekorden i hus.

- Jeg har set på fugle siden 1963. Jeg er en rastløs natur, og jeg er ikke typen, som dyrker et fugleområde i mange år. Engang var jeg på Christiansø i halvanden måned. Det var personlig rekord i tålmodighed for mit vedkommende, siger Jørgen Munck Pedersen, der er kendt af alle i feltornitologiske kredse. Blandt andet for at have eftersøgt en albatros i dansk farvand fra fly.

Ligesom tennisspillere og boksere har også fuglefolk deres ranglister. Jørgen Munck Pedersen har efter eget udsagn formodentlig siden 1985 ligget nummer et på den danske liste over flittige feltornitologer med sjældenheder i kikkerten fra Skagen til Gedser og fra Blåvand til den østligste sten på Ertholmene.

- Når man dyrker sin fugleinteresse på den måde, som jeg gør, skal man være klar til at rykke, straks fuglen viser sig, uanset hvor i landet det måtte være. Jeg er selvstændig murermester. Det har jeg valgt, for så kan jeg i reglen køre efter fuglen, så snart meldingen lyder, siger Jørgen Munck Pedersen.

Hvad er næste mål så, nu da de 400 arter er nået?
- Jorden er rund og alt kan ske. Mon ikke det er muligt at nå 425 arter i Danmark i min levetid? Jeg tror det, siger "Munken", trækfuglen over dem alle i dansk feltornitologi.

Yderligere oplysninger fås hos:

Jørgen Munck Pedersen,
tlf. 40 25 40 13