Europa vil kigge efter millioner af trækfugle

fredag 4. oktober 2019
Lørdag 5. oktober vil flere tusinde ornitologer i 40 lande i Europa observere trækfugle på et halvt hundrede lokaliteter, hvor fugletrækket er i bevægelse. I Danmark vil Dansk Ornitologisk Forening (DOF) byde på fuglekig fra landets nordligste, vestligste og sydligste punkter, når European Birdwatch Day får luft under vingerne.
Af Jan Skriver
eurowatch foto knudPedersen
Er der noget sjovere end at sidde i solen i klitterne og se på fugle? Foto: Knud Pedersen
 

Fra Skagen i nord over Blåvandshuk i vest til Gedser i syd vil der fra lørdag morgen til over middag blive spejdet efter trækfugle som et led i European Birdwatch Day, der er arrangeret af fuglebeskyttelsesorganisationen BirdLife International.

På de tre lokaliteter, hvor DOF driver bemandede fuglestationer, vil erfarne ornitologer stå klar til at fortælle alle besøgende om fugletrækket, der på denne årstid har kurs mod mildere himmelstrøg.

”Vi vil stå ved Verdens Ende, som den yderste klitrække nær Grenen i Skagen kaldes. Herfra kan vi holde øje med fugletrækket over både Skagerrak og Kattegat og inde over land. Begivenheden handler om at anskueliggøre de meget store fuglemængder, der trækker over os forår og efterår, så flere mennesker bliver opmærksomme på trækfuglenes vilkår på tværs af landegrænser og verdensdele. Vi vil forsøge at sætte tal på de skarer, der flyver forbi”, siger Simon S. Christiansen, der er leder af Skagen Fuglestation.

Alle dagens tal fra de mange lande og lokaliteter, der deltager i European Birdwatch Day, vil blive samlet af BirdLife International som et øjebliksbillede af fugletrækkets enorme dimensioner.

I 2016 blev der for eksempel registreret næsten seks millioner fugle i løbet af den håndfuld timer, som arrangementet varede.

Læs mere hos:

Skagen Fuglestation

Blåvand Fuglestation

Gedser Fuglestation

Yderligere oplysninger:

Simon S. Christiansen,
naturvejleder og forstander på Skagen Fuglestation.
Tlf. 40 21 73 14.

Gedser Fuglestation.
Tlf. 61 67 18 43.

Bent Jakobsen, leder af Blåvand Fuglestation.
Tlf. 24 41 52 30.