Efterårsferie med fugle og natur: Lad børnene spille sig klogere med Piplo

Tirsdag 6. oktober 2026
Hvem siger pip-pip udenfor vinduet? I DOF BirdLifes nye Børnenes Fugleunivers kan børn spille, lytte, quizze og komme tættere på fuglene. I det gratis fuglespil Piplo kan børn lære op til 100 danske fuglearter at kende – oplagt som aktivitet i efterårsferien.
af Jacob Weinkouff Hansen

Piplo er vejen ind til gode fugleoplevelser for børn.

Gør efterårsferien til et fugleeventyr med Piplo. I DOF BirdLifes gratis fuglespil kan børn lære 100 danske fuglearter at kende og blive inspireret til at opleve dem i virkeligheden. Foto: Jacob Weinkouff Hansen..

Hvis man ikke er den store fugle- og naturkender, kan det for både børn og voksne være svært at vide, hvor man skal begynde sit fugleeventyr. Det ændrer Børnenes Fugleunivers nu på.

Et af elementerne i DOF BirdLife’s nye børneunivers er spillet Piplo, som findes både som app og spil i browser.

Her kan børn – og nysgerrige voksne – lære fuglestemmer, gætte fugle, genkende dem på billeder og samle på de fuglearter, man lærer at kende.

 

Prøv Piplo lige her:

Tag Piplo med i efterårsferien

Piplo kan spilles overalt: hjemme i sofaen, på køreturen eller i sommerhuset. Derfor er Piplo en oplagt aktivitet til efterårsferien, siger Jacob Jensen, der er chef for DOF BirdLife’s Naturafdeling, som har udviklet Piplo.

- Hvis man er nysgerrig på fuglene, kan man hurtigt lære et par arter at kende i Piplo. Derefter kan man tage på en tur ud i nærområdet og se, om man kan finde dem. Der skal nemlig ikke meget viden til, før man kan opdage de mange eventyr, der ligger i vores natur. I Piplo lærer man både fuglenes udseende, stemmer og levesteder at kende, så man er rigtig godt klædt på til at gå på opdagelse. På den måde er Piplo helt oplagt, hvis man leder efter aktiviteter i efterårsferien. 

 

Et helt nyt fugleunivers for børn

DOF BirdLifes Børnenes Fugleunivers har en simpel mission: Flere børn i Danmark skal lære om og finde glæde i det fugleliv og den natur, der omgiver os.

Ørneklubben er kernen i DOF BirdLifes tilbud for børn. Her kan børn fra 6-12 år komme med på fugleture, opleve naturen helt tæt på og lære fuglene at kende gennem leg, aktiviteter og fællesskab.

Piplo er det nyeste skud på stammen, og er en sjov og legende vej ind i fuglenes og naturens verden. 

Børnenes Fugleunivers dækker også en materialebank med inspirerende materialer til alle, der formidler om fugle til børn.

Det gælder blandt andet vores Fugleambassadører, som er frivillige voksne i Ørneklubben, der vil give fugleglæden videre til børn. 

 

Langt mere end en app

Selvom børn møder Piplo på telefonen eller computeren, er målet netop at få dem videre ud i den virkelige natur. I selve spillet er der forslag til aktiviteter både ude og inde, og bredere set er Piplo en port ind til naturen og fuglenes verden, siger Jacob Jensen.

- Mange børn og voksne har et ønske om at komme tættere på naturen og fuglelivet. Men hvis man ikke har et godt kendskab til den verden i forvejen, kan det være svært at komme i gang. Med Piplo har man et trinbræt, hvor fuglene og naturen bliver bragt lige ind i hverdagen – eller ferien – på en meget nemt tilgængelig måde. Her kan man lære om fuglene og blive ledt videre ind i de andre tilbud, som er i vores børneunivers.

 

 

 
SE FILMEN

Sådan ser Piplo ud i virkeligheden

Følg med, når drengene prøver Piplo og går på opdagelse i fuglenes verden.