Havfugle med 25 stykker plastik i maven

fredag 23. august 2019 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Danske fuglevenner opfordres nu til at lede efter døde mallemukker på strandene. De døde havfugle har i gennemsnit 25 små stykker plastik i maven, skriver bladet Fugle & Natur.
Pressemeddelelse fra Fugle & Natur
Mallemuk Bulbjerg Albert Steen Hansen 1
Endnu en død mallemuk. Dødsårsagen kan meget vel være plastic i maven. Mallemukken sluger de mange små stykker plastik i bølgerne, fordi de tror, det er føde. Foto: J.A. van Franeker 
 

Den ligger halvt blæst ned i sandet og ligner en måge. Men den afsløres af det karakteristiske næb med krum spids og rørformede næsebor. Endnu en mallemuk er død ved de danske kyster.

”Årsagen kan meget vel være plastikforurening. Vores undersøgelser viser, at over 90 procent af de døde mallemukker, vi har fundet på strandene omkring Skagen, har plastik i maverne”, fortæller feltornitologen John Pedersen fra Skagen, der er med i et internationalt hold af frivillige fuglevenner og forskere, som undersøger problemet i flere lande omkring Nordsøen.

”I gennemsnit har de undersøgte mallemukker haft 25 stykker små plastik i maverne. Forestil dig, hvordan du ville have det, hvis du gik rundt med sådan en plastik-madkasse i maven”, siger John Pedersen til Fugle & Natur.

Plastik i mallemukmave J.A
Mallemuk ved Bulbjerg på den jyske vestkyst. Foto: Albert Steen-Hansen
 

Mallemuk-projektet har kørt siden 2002 og ledes af Dr. J.A. van Franeker fra Wageningen Marine Research i Holland. Tidligere var det finansieret af EU, men projektet er nu overtaget af myndighederne i de enkelte lande, herhjemme er det Miljøstyrelsen.

Mallemukkerne lever naturligt af små krebsdyr, gopler og fisk, som den snapper fra havoverfladen. Jo mere havet er i oprør, jo mere føde hvirvles op. Mallemukkerne følger bølgerne op og ned, deraf også det gamle tilnavn ”havhesten” – fordi det ser ud som om, den rider på bølgerne.

Men i dag er der desværre masser af små stykker plastik i bølgerne – og dem sluger mallemukken i den tro, at det er føde. Mallemukkerne kan ikke lige som måger gylpe plastikaffaldet op igen.

Tidligere blev der fundet over 50 døde mallemukker om året på strandene ved Skagen, men de sidste par år er der kun fundet ganske få. Måske er årsagen, at bestanden er gået tilbage, for der er stadig omtrent den samme mængde plastik i de fugle, som findes - så problemet er ikke løst. Men de færre fund af døde mallemukker gør det vanskeligt at følge udviklingen.

Derfor opfordres danske fuglevenner og andre naturinteresserede nu til at kigge efter døde mallemukker overalt langs de danske strande og ikke mindst langs den jyske vestkyst, hvor chancerne er størst.

Hvis du finder en død mallemuk, så frys den ned i to poser og kontakt John Pedersen på tlf. 28896167 for at aftale nærmere omkring afhentning.

Send evt. et billede til John af fuglens hoved og næb, hvis du er i tvivl om arten.

Plastik i mallemukmave J.A
Plastic fundet i en mallemuks mave. Foto: J.A. van Franeker