Tankstation tog hensyn til svalernes familieliv

fredag 16. august 2019 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
En landsvalefamilie med fire unger i Randers fik held til at afslutte deres ynglesæson med succes, inden taget på tankstationen, hvor fuglene havde rede, blev revet ned. Nu er svalerne fløjet, og taget på tankstationen med reden er ved at blive udskiftet.
Af Jan Skriver
Landsvalefamilien fik fire unger pa vingerne der nu er pa farten i det gronne foto Jan Skriver
Det gør livet mere rart at følge en landsvale-familie. men de hjælper også med at holde mængden af fluer og myg i skak. De æder op mod en million fluer og myg. Foto: Jan Skriver

I juli, mens der var små svaleunger i reden, skulle Uno-X tankstationen i Randers NV have en ansigtsløftning med nye standere og en ny tagkonstruktion, hvor landsvaler de seneste 15 år har haft deres rede oppe under taget.

Planerne kom ornitologen Steen Poulsen for øre, og han tog straks kontakt til tankstationens leder for at få udsat nedrivningen, indtil svalernes unger var flyvefærdige og fløjet ud i verden.

Dén mission lykkedes. Svalerne har nu forladt tankstationen, og først i denne uge begynder nedrivningen af taget på stedet, hvor fuglene har haft deres familieliv.

”Det har været meget positivt at opleve den forståelse, som Uno-X har vist deres logerende oppe under taget ved at udsætte den planlagte nedrivning i flere uger. Jeg er næsten nabo til tankstationen, og jeg har de seneste cirka 15 år fulgt de svalefamilier, som hvert år har haft rede under taget”, fortæller Steen Poulsen, der påpeger, at fuglereder er lovmæssigt beskyttet i fuglenes yngletid.

Trofaste trækfugle på langfart

Steen Poulsen tror, at det er samme svalehan, som de seneste tre år har været den ene halvdel af parret på tankstationen.

Ringmærkning har dokumenteret, at landsvaler kan vende tilbage til samme rede mindst 12 år i træk. Det ved man, fordi en ringmærket landsvalehan er blevet aflæst år efter år på præcis samme ynglelokalitet i Vestjylland.

”Hannen i parret på Uno-X tankstationen er siden 2016 ankommet som den første mellem 18. april og 20. april. Det er da imponerende, at sådan en lille fugl er så præcis efter en rejse på måske 7.000-8.000 kilometer frem og tilbage mellem Randers og Afrika langt syd for Sahara”, siger Steen Poulsen.

Æder kolossale mængder myg og fluer

Han er også imponeret over svalernes evne til at fange insekter.

”Tænk sig at sådan en landsvalefamilie fanger måske en million fluer og myg om året. Det gør jeg altid opmærksom på, når jeg hører folk klage over svalereder”, siger Steen Poulsen.

Biolog i Dansk Ornitologisk Forening, Knud Flensted, glæder sig over historien.

”Det er et skønt eksempel på, at man lader hensynet til ynglefugle veje tungest, når man bliver opmærksom på fuglenes reder. Det er jo ikke alle, der kender lovgivningen, men man må ikke rive reder ned, når der er ynglefugle i. Vi har heldigvis oplevet flere lignende eksempler fra Vallø og Skodsborg i år," siger Knud Flensted.

Landsvale Uno X i Randers NV foto Steen Poulsen
Den ene svale-forælder på taget, der skulle rives ned. UNO-X lyttede og udskød nedrivningen, til svalernes unger var på vingerne. Foto: Steen Poulsen.
 

4 VIDEOER : Oplev lidt af landsvalers familieliv


Landsvale synger for magen ved reden


Landsvaler fodrer 5 unger


Landsvalens 4 unger får proppet i næbbet