Få nogle fantastiske dage med rovfugle på Lolland

mandag 2. oktober 2017 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Onsdag og søndag i efterårsferien kan man komme på fugletur, hvor man kan prøve at kigge i teleskop, se ørne og andre rovfugle på træk – hvis de er der - og få en masse ny viden om fugle og den vilde natur.
Tine Due

På det sydligste punkt på Lolland ligger noget af den mest unikke natur i Danmark lige ved Lyttesholm Naturcenter, Fugleværnsfondens reservat, Saksfjed-Hyllekrog.

Onsdag den 18. oktober fra kl.10-14
Dansk Ornitologisk Forening, Fugleværnsfonden og naturvejlederen fra Lolland Kommune inviterer alle til et hyggeligt åbent hus arrangement ved Lyttesholm med masser af aktiviteter for hele familien - ganske gratis.

Der vil i løbet af dagen være:

• ørnetur
• ringmærkning af småfugle i samarbejde med Gedser Fuglestation
• et lille løb med opgaveposter (max. 3,5 km) - og fede præmier 
• vildheste af racen Exmoor
• bål, varm kakao og skumfiduser

Der vil på de fire timer være rig mulighed for at hygge sig med hele familien og få nogle gode, sjove og lærerige oplevelser! Alle er velkommen, og arrangementet koster ikke noget at deltage i. Man kan også få hjælp til at bruge DOFs nye fuglebogs-app, når man skal male en tegning med en ørn.

Og børnene kan få et ørnekigger-emblem med hjem.


Søndag den 22. oktober kl. 10-13 
Kom på rovfugletur med start fra Lyttesholm og derefter en gåtur til det nærliggende fugletårn. Der er mulighed for at låne en kikkert. Vi slutter af med en kop kakao (og kaffe/the til de voksne). Gåturen er på max. 3,5 km. Turen er et samarbejde med Naturvejledningen i Lolland kommune.
Der er gode toiletforhold.

Sådan finder du vej til Lyttesholm:

Med GPS: Indtast adressen Lyttesholmvej 4A, 4970 Rødby

Uden GPS:
Fra afkørsel 49 på E4/E47 følges skilte mod Holeby. Efter Holeby drejes til højre mod Errindlev. I Errindlev drejes til højre i T-kryds. Kør ca. 3 km og drej til venstre ved ad Bjergnæsvej ved skilt til Brunddragene. Følg vejen som efter et stykke tid skifter navn til Lyttesholmvej. Mødested ved den smukke stenlade Lyttesholm med storkereden på taget.

Kommer I?


Støttet af:
Nordea-fonden