Oplev for første gang fiskehejrens familie-liv på direkte TV

fredag 18. marts 2016 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
For første gang kan danskerne nu følge med direkte i det underholdende familie-liv hos fiskehejren. Dansk Ornitologisk Forening har premiere på fiskehejre-tv fra den livlige koloni i Frederiksberg Have, og alle kan se med fra pc, smartphone og tablet.
Se hvordan de store hejrer slås om pladsen og følg med i diverse familiedramaer, når en unge bliver til flere, og pladsen i reden bliver trang.

Nu sender Dansk Ornitologisk Forening, DOF, direkte fra den underholdende dagligdag i en fiskehejrekoloni i Frederiksberg Have, højt oppe i de smukke træer, hvor fiskehejren helst holder til.

Med det nye kamera fra DOF’s fugleTV kan alle klikke ind på www.HejreTV.dk og følge med i hverdagens skærmydsler i, hvad der kan minde om, en regulær etagebolig, hvor pladsen er trang, og kampen hård om de bedste steder.

Dermed bygger DOF videre på de senere års store succes med at sende direkte fugle-tv fra et havørnepars rede på Lolland og Danmarks største ugle, stor hornugle, som begge har begejstret og fascineret titusindvis af seere.

- Direkte fugleTV giver os alle en mulighed for at få et stykke natur ind i stuen, samtidig med at man får en særlig fornemmelse af, hvad det er, der gør fugle så fascinerende at se på. Uden at man behøver at røre en finger selv for at opleve dem. Medmindre at man bliver så grebet, at man ved førstkommende lejlighed griber mand, hund eller børn for at opleve fuglene ved selvsyn, siger projektleder på fugleTV, Tine D. Hansen

Vær opmærksom
I en ny undersøgelse, DOF fik foretaget i starten af 2016, svarede fire ud 10 danskere, at de havde set en fugl samme dag. Og her var tallet meget lavere i hovedstaden sammenlignet med gennemsnittet.

- Et af vores mål med det her er at gøre opmærksom på, at fuglene er lige omkring os byboere. Og at det at iagttage fugle hverken kræver gummistøvler, eller at man er iført kikkert. Og så er det svært at stresse derudaf, når man først har fået øje på en fiskende hejre eller bare en af de små fugle tage bad i en vandpyt. Prøv selv efter, siger hun..

Om redekameraet
Redekameraet i Frederiksberg Have er resultatet af et meget velfungerende partnerskab med Frederiksberg Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen, der med hjælp af frivillige i DOF har fået en helt unik mulighed for at installere et kamera midt i en af de få fiskehejrekolonier i verden, der ligger midt i en storby.

Her kan man allerede i det daglige betragte de vilde hejrers liv, når de helt uanfægtet bevæger sig rundt blandt hunde, barnevogne, løbere og andet godtfolk.

På den måde er fuglene med til at give havens besøgende oplevelser med den natur og det udeliv, der er så vigtig for alle menneskers ve og vel.

Se DOF's FugleTV her:

HejreTV

HavørneTV

UgleTV

Kontakt:
Projektleder Tine D. Hansen, Dansk Ornitologisk Forening, på 33 28 38 42.

Læs mere om Frederiksberg kommunes naturformidlere

Læs mere om Frederiksberg Have