Ferietur på Blåvand Fuglestation med Ørneklubben

DOFs Ørneklub og Blåvand Fuglestation, Varde Kommune
TIRSDAG 19. OKTOBER 2021
 KL. 10:00 - 12:00
 Fugletur/Begyndertur/Event/Børn og unge

Uge 42 betyder to meget vigtige ting. Det ene er efterårsferie, og det andet er DOFs felttræf. At felttræffet ligger i uge 42 og i Blåvand er ingen tilfældighed. Det er simpelthen det bedste sted og den bedste tid at opleve mange fugle på. Felttræffet er kendt for sine sjældne fugle, som de mange deltagende birdere finder i gode år. Vi håber selvfølgelig på at se masser af fugle og måske en sjælden, men selvom forholdene er optimale gives ingen garantier. 

Vi skal med  på ringmærkning på en af DOF´s A-fuglestationer, Blåvand Fuglestation. Her skal vi opleve ringmærkning helt tæt på, da vi har fået lov at komme med på en netrunde i fuglestationens have, som er fyldt med spejlnet til at fange fuglene i. På denne tid af året kan vi være heldige at se gærdesmutte, munk, rødhals og dompap i hånden, selvom der ikke gives garantier indenfor ringmærkning.

Alt afhængig af, om der  går fugle i nettene osv. kan det være, at vi går en tur i området. Måske ned på stranden, hvis der er mange fugle der, eller også er vi heldige, at der er fundet en spændende fugl i nærheden, som vi kunne forsøge at se. Det er uge 42, så alt er åbent.

Da ringmærkning er vejrafhængigt, kan vi se os nødsaget til at aflyse denne del af turen på dagen og altså nøjes med en fugletur i området.

Turen er gratis, men for at deltage skal barnet/ børnene være medlem af Ørneklubben (det er gratis og sker på ørneklubben.dk).

Vi medbringer børnekikkerter, hvis I ikke selv har. Resten står I selv for

TILMELDING 

Tilmelding sker ved at skrive en mail til mads.oddershede(a)dof.dk med navnet på Ørneklubmedlemmet samt, hvor mange andre I deltager og på hvilken tur. Der kan maks. deltage én voksen pr. barn.  I er først sikret plads, når I får en bekræftelse pr. mail



KONTAKT Mads Oddershede, 33283807 (mads.oddershede@dof.dk)

MØDESTED 

Vi mødes kl. 10 her: https://goo.gl/maps/N6vryDLtTWVsjwfn9