Fra Sibiriens tajga til Hanstholms kolonihaver

onsdag 6. oktober 2004 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
For kun syvende gang er en blåstjert blevet set i Danmark. Tirsdag morgen fandt ornitologen Henrik Haaning Nielsen en ung blåstjert i haverne ved Hanstholm Fyr. Få timer senere fløj den i ringmærkeren John Kyeds net
Jan Skriver
Det var tidlig morgen tirsdag 5. oktober. Lyset var endnu blødt, da der fra Hanstholm lød en hård melding.

Ornitologen Henrik Haaning Nielsen havde i kolonihaverne tæt ved Hanstholm Fyr opdaget en ung blåstjert, der sad og hvilede sig i en hyldebusk.

Dermed stod han med Danmarks kun syvende observation af blåstjerten, der er ornitologisk storvildt i Vesteuropa.

Blåstjerten yngler langt mod øst i den sibiriske tajga-zone, det tilsyneladende uendelige bælte af granskov. Arten, der har en forkærlighed for tæt og fugtig skov med undervegetation, har dog enkelte ynglesteder i Finland.

- Det var så flot at se blåstjerten sidde frit fremme i en af kolonihaverne, hvor der er læ og lunt. Den var straks til at bestemme. Der var ikke noget med, at den skulkede og forsvandt som et glimt i et tæt buskads, fortæller Henrik Haaning Nielsen, der dog måtte notere, at blåstjerte-træerne ikke vokser ind i himmelen. Der gik ikke lang tid, så fløj den sjældne smådrossel ind i et tæt krat.

Ringmærkeren John Kyed, der bor i Hanstholm og som blandt andet har kolonihaverne som sit faste ringmærknings-pastorat, havde sine net i aktion denne morgen.

Og pludselig sad blåstjerten i nettet, så John Kyed kunne sætte en lille, let metalring på fuglen, der var i god kondition.

Det er ikke nogen naturlov, at langdistancetrækkere som blåstjerten er i god form og foderstand, når de kommer ud af kurs og ender i Nordvesteuropa. I 2001 blev der for eksempel 6. oktober på Saltholm fanget en udmagret blåstjert, der bukkede under.

Fuglen i Hanstholms kolonihaver blev kort efter ringmærkningen sluppet fri og så forsvandt den tilsyneladende. Det skete til stor ærgrelse for adskillige københavnske ornitologer, der havde taget chancen og sat kursen mod Hanstholm.

Men sidst på eftermiddagen fløj den ringmærkede blåstjert på ny i nettet, og så fik alle tilrejsende den store sjældenhed at se.

Danmarks første fund af blåstjert fandt sted 22. maj 1976, da et eksemplar blev fanget og ringmærket på Saltholm. Det er landets hidtil eneste fund af arten om foråret.

September/oktober er årstiden for blåstjerten på vores himmelstrøg. Hanstholm har en gang tidligere, i 1997, haft besøg af en blåstjert. Endvidere blev en flot han videofilmet ved Ballum Sluse. Blåvand og Christiansø er de øvrige lokaliteter, hvor der er set blåstjert i Danmark. Alle er klassiske træksteder, hvor ringmærkningen har sine danske bastioner i felten.