Uden mad og drikke duer vinterfuglen ikke
Selv isvintre kan ikke udrydde en fuglebestand.
Men der er alligevel god grund til at fodre fuglene om vinteren. Om ikke andet så for fornøjelsens og nærkontaktens skyld.
- Fodring af vinterfugle kan lokalt betyde noget positivt for arter som solsorte, musvitter og grønirisker, som er uhyre knyttet til haver, men fodringen betyder ikke noget som helhed for bestandene set over en årrække. Det er naturligt, at hårde vintre kræver mange ofre. En frugtbar ynglesæson eller to, og vi er tilbage ved udgangspunktet, siger Henning Heldbjerg, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Han minder om, at haveejere allerede nu midt i fuglefodringen bør begynde at skænke sommerens nyplantninger i haven en tanke.
- Hvis man vil sine havefugle det bedste, er det godt at indrette haven, så der er flest fødemuligheder for småfugle. Plant naturligt hjemmehørende bærbuske og træer, der kan blive til nytte for fuglene næste vinter. Lav en kompostdynge i et hjørne og lad eventuelt ”vilde” afsnit i haven ligge. Og drop alt hvad der hedder brug af gifte. Samlet set vil det på langt sigt give havefuglene større chancer for at klare kommende vintre, siger Henning Heldbjerg.
Mens resultaterne af nye plantninger og fuglevenlige strategier ligger ude i fremtiden, så er der i hvert fald en problematik, der kan løses i løbet af et øjeblik. Fuglene skal også om vinteren have vand, så hvis dét mangler, bør man straks servere det.
Senere kan man så indrette et permanent fuglebad eller en lille dam, som altid tiltrækker adskillige fuglearter.
Her kan du læse DOF’s 13 gode råd om fuglefodring
Her kan du læse om den fuglevenlige have







