Udsigt til højmosens herligheder

onsdag 14. oktober 2009 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Nu kan man tørskoet spadsere ud på Tofte Mose, der er den største højmose i det nordvesteuropæiske lavland. Der er nemlig etableret en plankesti med udsigt til mosens åbne vidder, der blandt andet byder på store tornskader og jagende kærhøge i vinterhalvåret og fløjtende storspover og trompeterende traner om foråret
Jan Skriver
For enden af plankestien kan man se seks-syv kilometer mod syd og sydøst over højmosens plantetæppe, der dækker Danmarks største landskabelige svamp, Tofte Mose.

I vinterhalvåret jager blå kærhøge ofte over mosefladen, mens den store tornskade sidder spejdende i toppen af de spredte træer.
Hvis man er heldig, kan man på højmosens let hvælvede flade se nogle af de krondyr, der er efterkommere af det oprindelige jyske krondyr, som har rødder cirka 10.000 år tilbage i tiden.

Forår og sommer fløjter storspoverne over mosen, mens skarverne knurrer i nabolaget på bredden af Tofte Sø, der huser en af Danmarks største skarvkolonier. Og både havørn og kongeørn jager regelmæssigt i terrænet, der kan ses fra den ny plankesti.

- Det er ikke for meget at sige, at danskerne har fået en ny og hidtil ukendt udsigt fra plankestien, der går cirka 1,6 kilometer ind på Tofte Mose. Denne sydlige halvdel af Lille Vildmose, der er Danmarks største fredede landområde, har nemlig hidtil været vanskelig at få overblik over, siger Jacob Palsgaard Andersen, der er driftsleder for Aage V. Jensen Naturfond, som ejer størsteparten af Lille Vildmose.

Plankestien åbenbarer et i Danmark yderst sjældent syn af en vidtstrakt og velbevaret højmoseflade, hvis plantearter består af blandt andet kæruld, lyng, sphagnum-mosser, revling og kødædende soldug, som man kan se fra stien.

Tofte Mose huser ynglende storspover, rødryggede tornskader og visse år traner. Hvis der er traner i mosen, vil de fra plankestien kunne høres trompetere.

De fleste danske højmoser er forsvundet på grund af dræning, dyrkning, tørvegravning og spagnumindvinding, men Tofte Mose er stort set intakt.

Publikum kan fra P-pladsen ved Tofte Sø ikke langt fra Lille Vildmosecentret spadsere knap en kilometer til plankestien, der leder ud på Tofte Mose.

En markeret vandrerute, som er en del af Kattegatstien, fører til plankestien, som man når via en trappe over vildthegnet.

Aage V. Jensen Naturfond har i Lille Vildmose opført et tilsvarende, men noget længere plankestisystem i den publikumsåbne Portlandmosen. Desuden en håndfuld publikumstårne der hvert år bliver besøgt af titusinder af mennesker.