Ny fugleart for Danmark set ved Limfjorden

mandag 28. juli 2008 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
En spidshalet ryle på besøg fra det østlige Sibirien holder til på Agger Tange nær Limfjordens vestlige udmunding. Vadefuglen er ny på listen over fuglearter registreret i Danmark
Jan Skriver
Den efterhånden alenlange liste over fuglearter, der er set i den danske natur, har netop fået tilføjet et nyt artsnavn.

Spidshalet ryle hedder den på vores breddegrader ekstremt sjældne og blot stærestore vadefugl, der hele søndag 27. juli fik omkring 100 feltornitologer til at haste mod Agger Tange nord for Thyborøn Kanal ved Limfjordens munding mod vest.

For den spidshalede ryle er ny og nummer 458 på artslisten over fugle, der er iagttaget i Danmark.

Den sjældne ryle holder mandag fortsat til i den store lagune på Agger Tange, hvor morgenduelige fuglekendere fandt den allerede ved 5-tiden på vadefladerne ud for 39,7 kilometer-markeringen på landevejen mod Agger-Thyborøn-færgen.

Den spidshalede ryle, der blev opdaget af den midtjyske ornitolog Tonny Ravn Kristiansen, er en ornitologisk opgave for virkelige kendere.

I en flok af almindelige ryler, der søger føde, er det næsten som at finde et bestemt sandskorn på Vestkysten, når man skal pege en spidshalet ryle ud.

Den sjældne strejfgæst fra Østsibirien har relativt lange ben og kort næb. Denne sibiriske art, der fra sine hjemegne er fløjet tusinder af kilometer mod vest, er det asiatiske modstykke til den stribede ryle, som kommer fra Nordamerika.

- Ingen ved, hvorfor visse fuglearter pludselig bliver set mange tusinde kilometer fra deres normale opholdssteder. Den spidshalede ryle, der yngler på den arktiske tundra i Østsibirien, holder normalt vinter i Østasien, Australien og på New Zealand. Man kan forestille sig, at ryler fra den vestlige del af bestanden i Sibirien trækker mod Vesteuropa og spreder sig for at finde nye fødesøgningsområder. Den spidshalede ryle bliver set hvert år et eller andet sted i Nordvesteuropa, siger ornitologen og fuglebogsforfatteren Klaus Malling Olsen.

Den spidshalede ryle, der for en tid er på vestjysk visit, ventes de kommende dage at trække mange ornitologer til fra nær og fjern.
Det stabile sommervejr vil formentlig betyde, at vadefuglen, som kan minde om en tinksmed, vil blive i lagunen på tangen en tid endnu.

Yderligere oplysninger:

Klaus Malling Olsen,
Tlf. 33 28 38 00 (DOF) 38 80 88 05 (Privat).