Danmarks vilde storke er uddøde

torsdag 3. juli 2008 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Den hvide stork fik 600 år i den danske natur. I 2008 er ingen storkereder i Danmark beboet af indfødte, vilde storke. Landbrugslandet er blevet for ensformigt og uden fugls føde
Jan Skriver
Rederne i domkirkebyen Ribe, grænsebyen Rudbøl og på skorstenen hos smeden i nordjyske Vegger, der ellers har huset storke i 71 år i træk, er nu rømmet.

Den folkekære flyver har forladt et af sine fædrene lande.

2007 blev det foreløbig sidste år med vilde, hvide storke i den danske natur. Frem til 2000 blev der årligt udruget vilde storkeunger i Danmark, men siden da har man ikke hvert år kunnet se storkeunger her i landet.

- Vi må konstatere, at der i 2008 ikke er nogen storke af vild proveniens i de danske storkereder. Så jeg vil i år erklære den oprindelige danske storkebestand for uddød, siger Hans Skov, der er Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) storkeekspert.
I mere end tre årtier har han fulgt afviklingen af den danske storkebestand, der i 1970 talte 40 par.
Storkebestanden i Danmark toppede midt i 1800-tallet med op imod 10.000 ynglepar.

I samme moment har Hans Skov noteret, at den hvide stork trives i de fleste af vores nabolande i en grad, så den samlede bestand i verden er vokset til flere end 165.000 par.

- Mens vi her i landet har sagt farvel til de oprindelige storke, kan vi opleve storkerekorder bare 48 kilometer syd for den dansk-tyske grænse.

I landsbyen Bergenhusen er der i år 18 par storke på rederne. Og der er beboede storkereder i Holzacker og ved Schafflund blot 10 kilometer syd for den dansk-tyske grænse, siger Hans Skov.

- Forklaringen er enkel og lige til. Landbruget syd for Danmark bliver drevet langt mere ekstensivt og storkevenligt med vedvarende græsarealer, høslet og kreaturer i det fri, end det er tilfældet i det danske industrilandbrug.

Storken forsvinder, når det ekstensive og varierede landbrug med husdyrhold bliver afløst af højt mekaniserede storbrug med monokulturer af vidtstrakte kornmarker og raps, der bliver sprøjtet og gødet intensivt, siger DOF’s storkeekspert.

I Gundsølille ved Roskilde er der en beboet storkerede uden unger, men storkene i parret stammer fra det skånske storkeprojekt, der bygger på avl af importerede storke. På Roskildeegnen er der altså hverken tale om oprindelige eller vilde danske storke i klassisk forstand.

- Det er karakteristisk, at storkene på Sjælland holder til omkring Gundsølille og senest Østrup nær Roskilde. Netop i dette terræn er der både vådområder og arealer med ekstensiv landbrugsdrift og økologisk kødkvæg på græs. Den større variation og føderigdom i kulturlandskabet kan aflæses direkte i form af storkene og flere par viber, rødben og bekkasiner. Der er også rød glente i området, fortæller Hans Skov.

2008, der blev året, da den oprindelige bestand af hvide storke uddøde i Danmark efter at have ynglet hos os i en ubrudt periode fra begyndelsen af 1400-tallet, har ellers været karakteriseret ved talrige storkebesøg. I april og maj er der sammenlagt set måske flere end 100 storke på træk adskillige steder i landet.

- Der har været flokke på helt op til 11 storke i Jylland. Men alle trækgæsterne er så at sige vendt om, og er fløjet sydpå til rigere græsgange. Enkelte mindre flokke har holdt til i maj et par steder i det jyske, men da kornet voksede til, og så at sige lukkede kulturlandskabet for storkene, forsvandt også disse fugle. Hvis vi vil have storken tilbage som en naturlig beboer i det danske landskab, skal vi sørge for at give den vådere og mere varierede områder at finde føde i, siger Hans Skov.

Kodeordene for flere storke er altså ekstensiv landbrugsdrift med afgræsning og ikke mindst høslet. Derimod er det ikke kunstige storkereder, det skorter på. Mindst 200 af slagsen står tomme.

Yderligere oplysninger:

Hans Skov.
Tlf. 75 65 95 80
Mobil: 21 60 72 95.