Genopbygning af strandvold ved Tryggelev Nor
Siden stormfloden har havet ved gentagne højvander skyllet ind over Tryggelev Nor. Et indre dige mellem Salme Nor og Tryggelev Nor, som er en vigtig sti for publikum er under erosion. Ydermere har den høje vandstand i Tryggelev Nor bevirket, at vinterens rekordstore nedbørsmængder ikke har kunnet bortledes fra det bagvedliggende Nørreballe Nor og arealer ved Stenbækgården med store gener for reservatets naboer i baglandet til følge.
De omfattende ødelæggelser har desuden medført, at færdsel kun med besvær er mulig til fods langs stranden, hvorimod kørsel med cykel eller bil har
været umuligt siden stormfloden.
Fredningskendelsens bestemmelse om, at der skal være en vej på stedet med adgang for motoriseret færdsel syd fra til P-pladsen er således ikke opfyldt, og publikum har ikke mulighed for at benytte de omfattende publikumsanlæg ved Tryggelev Nor, som bl.a. blev indviet i efteråret 2006.
Ved forårets komme har Fugleværnsfonden besluttet at retablere strandvolden op til samme højde, som den havde før stormfloden. Fugleværnsfonden vil dermed opfylde fredningskendelsens bestemmelser om offentlighedens adgang til reservatet og tilgodese hensynet til den omliggende landbrugsjord og de lavtliggende huse.
Det er endnu ikke muligt at færdes i området i fuldt omfang, men så snart adgangsforholdene er normale vil det blive offentliggjort. Der er dog stadig store muligheder for en stor naturoplevelse ved Tryggelev og Nørreballe Nor.
