DOF's ønsker til miljøministeren: Mere vand i naturen
"Ønskesedlen er særligt rettet til Connie Hedegaard," siger Christian Hjorth, "fordi de fleste af ønskerne ligger indenfor hendes beslutningsrum, og nogle kan iværksættes uden yderligere politiske forhandlinger. Det gælder f.eks. omlægning til naturnær drift på de arealer, som Miljøministeriet selv ejer og forvalter."
"På ønskesedlen er også 17 naturområder," fortsætter Christian Hjorth, "som på den ene eller den anden måde er blevet tørlagt for at imødekomme landbrugsinteresser de sidste 100 år. For alle disse område ønsker DOF, at de må blive våde igen. Dette vil skabe bedre naturkvalitet for fugle og folk, og øge ministerens chancer for at stoppe faldet i biodiversiteten inden 2010, som hun og regeringen har lovet. Samtidig fungerer disse vådområder som naturens egne øko-filtre, der sikrer en bedre vandkvalitet i vores farvande."
"DOF fejrer sin fødselsdag d. 13. oktober. Men DOF’s ønskeseddel er en gaveliste til fremtidige generationer af danskere: Gaver i form af flere viber, beskyttelse af truede fuglearter, beskyttelse af fuglelokaliteter, intelligent brug af landdistriktsmidler, genoprettelse af afvandede naturområder og livgivende vand på statens naturarealer," slutter formanden.
Yderligere oplysninger hos Christian Hjorth tlf. 97 44 85 20 eller Tine Stampe, tlf. 22 12 65 25.
Se DOF's ønskeseddel.
