Fuglefaunaens specialister forsvinder

onsdag 21. juni 2006 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har de seneste otte år stået bag en overvågning af Danmarks truede og sjældne ynglefugle. Overvågningen afslører, at arter med helt særlige krav til en næringsfattig natur er ved at forsvinde fra det danske landskab.
Jan Skriver
Hjejlen, toplærken og markpiberen er ved at uddø i Danmark. Også sandternen og mosehornuglen er med blot to-tre par tæt på helt at forsvinde som danske ynglefugle.

Det viser Dansk Ornitologisk Forenings overvågning af de mest sjældne og truede ynglefugle, vi har i landet.

- Vi kan konstatere, at fuglearter, som er knyttet til enten næringsfattig, halvørkenagtig natur med sparsom vegetation eller til store åbne strandenge, er ved at blive presset ud af vores natur. De naturtyper, som mange af de truede fuglearter er knyttet til, er under voldsomt pres som følge af den luftbårne kvælstofforurening fra en stigende industriel produktion af husdyr. Og fordi der bliver færre og færre kreaturer på græs i landskabet, siger Michael Borch Grell, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening.

Han leder overvågningsprojektet, DATSY (Danmarks Truede og Sjældne Ynglefugle), der i år fungerer i sin niende sæson og som er økonomisk støttet af de naturbevarende Aage V. Jensens Fonde.
I projektet samler et halvt hundrede ornitologer i kraft af et hundredtalligt netværk af observatører aktuelle oplysninger om ligeså mange arter af yderst fåtallige fugle i Danmark.

- I kraft af den løbende overvågning kan vi nu også påvise, at arter som hedehøg, hvidbrystet præstekrave og sortterne viser svaghedstegn. I 2005 faldt ynglebestanden af sortterner i Tøndermarsken til et historisk lavt niveau. Den sønderjyske bestand af sortterner, der for få år siden udgjorde kernen i den danske bestand, er stærkt truet, siger Michael Borch Grell.

Biologen i Dansk Ornitologisk Forening slår fast, at overvågningen kun kan sætte fokus på problemerne. Der må en håndfast forvaltning til, hvis arterne i den voksende gruppe af stærkt truede danske ynglefugle skal sikres en fremtid her i landet.

- Regeringen har sammen med de øvrige europæiske lande tiltrådt biodiversitetskonventionens målsætning om at standse ethvert yderligere tab af biologisk mangfoldighed senest i 2010. Da ethvert tab af en dansk ynglefugl må betragtes som en svækkelse af Danmarks samlede biodiversitet, må man sige, at der venter myndighederne en ganske alvorlig udfordring, når de - som vi alle forventer - holder ord og lever op til dette vigtige politiske mål, siger Michael Borch Grell.

- Både nationale og regionale myndigheder har et meget stort ansvar, når det handler om at forvalte de truede fuglearter. Det er et ansvar, der for kommunernes vedkommende bliver øget markant efter 1. januar 2007, når amterne bliver nedlagt, siger biologen i DOF.

Yderligere oplysninger fås hos Dansk Ornitologisk Forening, biolog Michael Borch Grell. Tlf. 33 28 38 00.

En udførlig omtale af de "Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2005" findes i det seneste nummer af Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift.