Mere naturpleje i landbruget

mandag 3. april 2006 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Mere vand, mere ro, mere græs og mere dødt træ. Dansk Ornitologisk Forening har lavet et handlingskatalog over fuglevenlige initiativer, som landmændene kan benytte sig af i Danmarks nye Landdistriktsstrategi. Et af forslagene er 'engculotter'
Tine Stampe
Fødevareministeren skal netop nu lave en ny landdistriktsstrategi for Danmark, hvilket betyder, at Fødevareministerens embedsmænd skal til at tænke i helt nye og uvante baner.

Derfor kommer Dansk Ornitologisk Forening ministeren til undsætning med et katalog over fugle- og naturvenlige initiativer, der kan indarbejdes i strategien. De vil gavne såvel fuglene som beboerne i landdistrikterne og dem, der kommer på landet for at nyde naturen.

Kataloget er baseret på Dansk Ornitologisk Forenings 100 års erfaring med fuglenes krav til levesteder, og de viser helt tydeligt, at fuglene og naturen har behov for
• mere vand
• mere ro
• mere græs (der slås eller afgræsses af dyr)
• og mere dødt træ (i skovene)

Hertil kommer et generelt behov for større sammenhæng mellem naturindslagene i landskabet og bedre formidling af oplevelsesmuligheder.

Derfor har ornitologerne opstillet 46 konkrete, tværgående og ofte multifunktionelle forslag til støtteordninger til fremme af disse behov, som hver især og tilsammen vil gavne fuglelivet, bidrage til sikring af gunstig bevaringsstatus for de enkelte arter og bremse faldet i biodiversitet.

Strandengsfars, overdrevsbøffer og hedekøller
Blandt de mere kuriøse forslag kan nævnes
• tilskud til produktudvikling og markedsføring af produkter, der er opdrættet på en naturvenlig måde, f.eks. ’overdrevsbøffer’, ’engculotter’, ’hede-køller’ og ’strandengsfars’, da dyr, der går frit på overdrev, enge og heder vil kunne afgræsse og pleje disse meget vigtige naturtyper.
• tilskud til studsning af stribe- og randbrak, som vil få landmændene til at udlægge brakken i bedre sammenhæng med den eksisterende natur og samtidig støtte alternativ energiproduktion
• tilskud til tørring af enghø på affaldsforbrændingsanlæg, der om sommeren alligevel må bortkøle varme for at kunne lave strøm, hvilket vil anspore til høslæt på engarealer til gavn for f.eks. storke og en række vadefugle
• tilskud til opførelse og drift af ’koteller’ nær store naturområder, der kræver græsning, hvor også byboer kan have græsningsdyr på opfedning.

Samtidig peger ornitologerne på 64 lokaliteter, spredt rundt i landet, som blot ligger og venter på, at initiativerne tages i brug, og hvor effekten vil kunne ses allerede på ganske kort sigt.

Foruden at gavne fuglene, vil også beskæftigelsen og livskvaliteten for landbefolkningen, ejendomsværdierne og turismen nyde fremme gennem iværksættelsen af de foreslåede initiativer.

Kataloget, der er oversendt til ministeren, kan i sin helhed ses her. De 46 forslag er oplistet i katalogets kapitel 2 (s. 9-15).

Yderligere oplysninger:
Medlem af hovedbestyrelsen Henrik Wejdling, tlf. 51 26 90 56.
Afdelingsleder Michael Grell, tlf 22 12 72 40.

Fakta og uddybninger:
• Kataloget tager udgangspunkt i de 116 ynglefuglearter i Danmark, der er på lister over truede eller beskyttelseskrævende arter på nationalt eller internationalt niveau, samt de 43 arter af træk- og vintergæster, som vi har et særligt ansvar overfor ifølge EU's fuglebeskyttelsesdirektiv.

• Danmark skal, ifølge forslaget til landdistriktsforordning, fra 2007 afsætte minimum 25% af landdistriktsmidlerne til forbedring af miljøet og naturen via støtte til arealforvaltning, herunder aktioner for landdistriktsudvikling i forbindelse med Natura 2000-områderne.

• Fødevareministeren har mulighed for at forøge den andel af støttemidlerne, der tilføres natur og miljø op til 75%.

• Danmark har en forpligtelse i forhold til FN’s biodiversitetskonvention til at bremse nedgangen i biodiversitet inden 2010 samt en række konkrete forpligtelser efter habitat- og fuglebeskyttelses-direktiverne til at sikre gunstig bevaringsstatus i Danmark for en række dyre-, fugle- og plantearter samt naturtyper.

• DOF har opfordret Fødevareministeren til, at foreningens lokalafdelinger og caretakergrupper samt Fugleværnsfondens arbejdsgrupper får adgang til de ’LAG’ (Lokale Aktions-Grupper), der må forventes etableret i alle landdistrikter i fortsættelse af LEADER+ programmet m.h.p. at bibringe disse faktuel viden om fuglebeskyttelse og om muligheder.