Blåhalsen har bredt sig til hele Danmark

onsdag 6. maj 2026
Efter omkring 100 års fravær genindvandrede blåhalsen i 1992 som dansk ynglefugl i det sønderjyske grænseland. I årene efter spredte den sig nordpå i Jylland. Nu er også Fyn, Sjælland og Sydhavsøerne blevet levested for blåhalsen
af Jan Skriver

 Blaahals synger foto Jan Skriver

Den smukke blåhals' sang kan høres flere og flere steder i Danmark. Arten er i rivende udvikling og har over en årrække spredt sig fra det sydsvestlige Jylland til det meste af landet. Foto: Jan Skriver. 

Siden genindvandringen for omkring 35 år siden i det sydvestjyske marsklandskab har blåhalsen bredt sig mod nord og østpå i Danmark, så den i dag kan høres synge over hele Jylland og store dele af det østlige Danmark.

I 2011 blev det første ynglefund af blåhals på Sjælland i nyere tid konstateret, og året efter var der et ynglefund på Fyn. Nu er blåhalsen i Danmark ved at etablere sig på Sydhavsøerne, så blåhalsen ses på stort set alle danske egne, om end det fortsat er Sydvestjylland og Vestjylland, der er blåhalsens bastioner i det danske landskab.

- Alt tegner til, at også de sydøstligste egne af Danmark vil blive koloniseret af blåhalsen. Dette forår er den konstateret på både Lolland og Falster. Det har været lidt af et mysterium, at den ikke tidligere er fundet på disse egne, for det var her, den senest ynglede i Danmark, før den forsvandt for omkring 150 år siden, siger Joakim Matthiesen, der er biolog i DOF BirdLife.

Observationer af blaahals de seneste 30 dage i DOFbasen

I 1992 fandt sønderjyske ornitologer blåhalsen ynglende i Tøndermarsken, der ligger i det aller sydvestligste hjørne af Jylland. Siden har arten spredt sig og glæder i dag fuglekiggere i det meste af landet. I den seneste måned har observationerne af blåhals, der her er markeret med røde prikker, således været spredt ud over store dele af landet. Kilde: DOFbasen.

Mesterlig sanger fra grøften

Det er ikke i Danmarks mondæne natur, at blåhalsen slår sine folder og triller. Man bør lytte og lede langs grøfter og kanaler i lave terræner i kystnære enge og ådale, hvis man vil opleve den.

Flade inddæmmede terræner skåret igennem af vandfyldte grøfter klædt i tagrør og med spredte pilebuske på bredden er blåhalsens beskedne scene. Ja, selv i udkanten af dyrkede marker med raps og korn har den ynglet i små krat. En kratlusker med hang til tagrør og fugtig lavbund, det er, hvad den er. Der er altid vådt under blåhalsen. Tørre pletter er ikke lige den.

I 2012 blev der sat ekstra fokus på blåhalsen, fordi Danmark som et led i overholdelsen af EU's fuglebeskyttelsesdirektiv skulle foretage en landsdækkende registrering af denne art. Da plottede feltornitologer fra Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) BirdLife 314 ynglepar af blåhals ind på Danmarkskortet. Og da DOF BirdLife gennemførte sin store nationale fugleundersøgelse Atlas III i årene 2014-2017 blev bestanden skønnet til cirka 700 ynglepar.

- Med det tempo, som blåhalsen har bredt sig i de senere år, kan vi formentlig forvente en mangedobling i antallet af lokaliteter, hvor den registreres de kommende år, Joakim Matthiesen.

Klimaet er i blåhalsens favør

Erfaringer fra vores nabolande i syd viser, at blåhalsen på det nærmeste er eksploderet i antal mod nord på rekordtid. I Holland er bestanden mangedoblet. Allerede i år 2000 blev det vurderet, at der ynglede flere end 10.000 par blåhalse i vadehavslandet mod syd, hvilket svarede til en tidobling af bestanden på 25 år.

Det er blevet forudsagt, at klimaændringerne i retning af højere temperaturer og mere nedbør vil tilgodese blåhalsen i en sådan grad, at den vil have koloniseret store dele af Danmark omkring 2080. Det spår i hvert fald det ”klimaatlas”, som den internationale naturbeskyttelsesorganisation BirdLife International står bag. Atlasset giver et bud på udviklingen i fuglelivet set i lyset af de globale ændringer af klimaet.

Fra nedtur til optur overalt

Historien om sangfuglen med den blå hals rummer både nedtur og optur. Fra midten af 1800-tallet vendte blåhalsen sine nordvestlige terræner ryggen og forsvandt som dansk ynglefugl.

Blåhalsen har næppe været vidt udbredt som ynglefugl i Danmark, men i sidste halvdel af 1800-tallet ynglede den formentlig på Fyn og Møn.
I 1992 fandt sønderjyske ornitologer så blåhalsen ynglende i Tøndermarsken. Den var genindvandret næsten på 100-året for sin pause fra Danmark.
Præcis hvorfor den forsvandt, og hvorfor den nu er kommet tilbage, er en gåde, men blåhalsen er kendt for at svinge voldsomt i antal.

I disse år synes der ikke at være grænser for væksten i den danske bestand af blåhalse. Der er strengt taget ingen grund til at synge blåhalsens blues.

Yderligere oplysninger:

Joakim Mathiesen, biolog, DOF BirdLife.
Tlf. 21 73 91 30.