Kongeligt syn, da Gustav fik kejserørn i kikkerten
TV.: Gustav Juel med broget fluesnapper ringmærket på Skagen Fuglestation. Foto: Leon Pedersen. TH.: Gustav Juels dokumentationsfoto af kejserørn ved Saftevandsbakken.
Der er dage til glemmebogen, og så er der dage, man husker. 12. april 2026 er en af de dage for 15-årige Gustav Juel, der bor i Kolding, og har Skagen og Fanø som sine yndlingslokaliteter, når det handler om at se på fugle.
Det var netop på vej mod fridage i Skagen og med besøg på Skagen Fuglestation, at Gustav fik en oplevelse af de helt store med rovfugletræk.
I selskab med sin far fik Gustav fra bilen øje på kejserørnen, der kredsede med en musvåge mod kurs mod øst. Først tog han den mørke ørn for at være en kongeørn, men senere bliver den bestemt til kejser og ikke konge. Flere ornitologer fik efter Gustavs udmelding på Birdalarm fornøjelsen af kejserørnen i Skagen og senere over Hulsig, Råbjerg og Måstrup Hede, da ørnen trak retur.
Kejserørnen blev i dagene efter spottet af flere ornitologer omkring Danmarks nordligste punkt. Foto: Egon Østergaard.
Det blev en ekstra god dag for Gustav med to steppehøge, sorte glenter og i tilgift en ung kongeørn. Med andre ord en af de dage, hvor interessen for fugle og fugletræk bider sig fast.
Tre fugleture om ugen
- Jeg har altid været interesseret i naturen, især på grund af min farmor og farfar, der tager os med på ture i Danmarks Naturfredningsforening, hvor min farfar er lokalformand i Furesø. Fuglene kom for alvor ind i billedet, da jeg var 11 år. Jeg lånte mine forældres kikkert på en gåtur rundt om Kongens Kær i Vejle, og så var jeg solgt. Jeg er på korte fugleture to gange om ugen på hverdage og på en længere tur i weekenden, fortæller Gustav Juel, der går på Brændkjærskolen i Kolding.
De korte ture går i reglen til hans nabolag Svanemosen, hvor der engang sad en sjælden buskrørsanger og sang, eller til Plovfuren, ådalen i Kolding, hvor Gustav har fundet blåhalsen syngende.
Hip-hurra for DOF UNG
- Min yndlingslokalitet på Kolding-egnen er nok Stenderup Hage, som jeg selv har opdaget som et godt træksted. Det store hit derude er udeblevet, men i vinters så jeg både kongeederfugl og søkonge ud for hagen. Også Hejlsminde Nor, hvor der yngler havørn, er en af mine favoritlokaliteter få kilometer fra Kolding. Af de større fuglelokaliteter længere væk er Skagen, Fanø og Blåvand mine bedste områder. Jeg var sidste efterår med DOF UNG på lejr i Blåvand, hvor vi så brilleand og hvidvinget måge. DOF UNG har virkelig været med til at skabe unge fuglekiggere, og der har jeg mødt mine bedste fuglevenner, siger Gustav Juel, der har set 284 forskellige fuglearter i Danmark. Hans fugleliste på hjemmebanen i Kolding tæller 202 arter indtil nu.
Og så varer det næppe lang tid, før Gustav får følgeskab af sin syvårige lillebror, der gerne vil med ham på tur ud i det fri. Den dag skal nok komme.