Vinteren tvinger dykkende fjerbolde mod havne og åbent vand
Lille lappedykkers fjerdragt er speciel. Den er dunet og løs, når den som en fjerbold flyder på vandet. Foto: Jan Skriver.
Danmarks mindste lappedykker er trængt i disse tilfrosne tider. Den lille lappedykker søger i denne tid fra sine levesteder i moser og søer, som frosten har lukket, mod havneområder, færgelejer og andre steder hvor den kan finde åbent vand at dykke efter føde i.
Med andre ord træder en normalt meget skjult og sky fugleart frem, så den kan ses.
DOFbasen, der er DOF BirdLifes database med dagsaktuelle fugleobservationer fra hele landet, viser, at der ses ekstraordinært store antal lille lappedykker i mange danske havneområder denne vinter.
Observationer af lille lappedykker på DOFbasen de sidste 30 dage.
Blandt andet er Københavns Sydhavn, Sjællandsbroen, hvor flere end 300 lappedykkere er samlet, Skælskør Havn, Roskilde Fjord og Odense Fjord hjemsteder for større ansamlinger af de små lappedykkere.
Men den kan ses over det meste af landet i stort set alle havneområder.
- I hårde vintre med omfattende isdække bliver lappedykkerne tvunget til at samles i de få isfri områder, der er tilbage. Til tider kan de blive presset helt ud på havet, siger Joakim Matthiesen, der er biolog i DOF BirdLife.
DOF BirdLifes årlige punkttællinger viser, at bestanden af lille lappedykker falder markant efter en hård isvinter. Det skete senest i de hårde vintre 2010 og 2011, hvor ynglebestanden blev mere end halveret i årene efter.
- Vi kan nu forvente, at antallet af ynglende lille lappedykker i søer og vådområder det kommende forår vil være synligt færre, end vi har været vant til i de seneste mange år med milde vintre. Arten har dog vist sig at være relativ hurtig til at genoprette sin bestand igen, siger Joakim Matthiesen.
Fra solfanger til dykkerdragt
Lille lappedykkers fjerdragt er speciel. Den er dunet og løs, når den som en fjerbold flyder på vandet. Når den skal dykke, forvandler den på et splitsekund sit dunede udseende til en glat dykkerdragt af vandskyende fjer.
Dunbold af en lille lappedykker. Foto: Jan Skriver.
Når lappedykkeren flyder på vandet efter et dyk vender den ofte rumpen til solen, mens fjerene stritter løst. Sagen er den, at lille lappedykker er en svømmende solcelle. Den har helt sort hud, der egner sig til at opsuge varme fra solen, når fjerdragten er løs og åben.
I den sammenhæng har lille lappedykker noget til fælles med isbjørnen, der også har sort hud for at kunne suge så meget varme til sig som muligt.
Langvarige vintre med isdække er en prøvelse for den lille lappedykker. Den har kun få fedtreserver på kroppen og kan ikke som en svane klare sig i ugevis uden føde. Den må dagligt dykke efter sin føde af småfisk, krebsdyr og vandinsekter. Derfor er der ekstra rift om de åbne vande i denne vinter.
Yderligere oplysninger:
Joakim Matthiesen, biolog DOF BirdLife
Tlf. 21 73 91 30