DOF BirdLifes hjemmeside flyveklar med ny fjerdragt

torsdag 18. december 2025
Flere end to millioner gange om året klikker brugere ind på DOF BirdLifes hjemmeside for at blive informeret om den danske fuglefauna eller for at læse om foreningens mange tilbud til fugleture. I læsende stund er du vidne til premieren på et nyt design, der er DOF’s julegave til sine medlemmer og alle Danmarks fuglevenner.

Billeder til dof.dk 4

Ambitionen har været at skabe et lyst og imødekommende design, der frister til at blive i længere tid på hjemmesiden og søge ud i flere dele af foreningens liv med fugle.

I dette øjeblik læser du introduktionen til DOF BirdLifes opdaterede hjemmeside, der erstatter et mangeårigt site, som året igennem altid har haft mange besøgende.

Men de besøgende må gerne blive lidt længere og se sig omkring i foreningen, enten de bliver informeret om nyheder, fugleture eller mulighederne for at handle i Naturbutikken, fastslår Tobias Hjorth, der er chef for kommerciel strategi og markedsføring i DOF BirdLife. Det er i den ånd, at den nye hjemmeside i dag letter i ny fjerdragt.

- I løbet af et år har vi flere end to millioner sessioner, altså brugere som klikker ind på vores hjemmeside. Det er en luksus med så stort et antal besøg. Med den ny hjemmeside håber vi at kunne fastholde flere af vores besøgende, og at skabe en bedre sammenhæng og en større synlighed i symbiosen mellem Naturbutikken og foreningen, siger Tobias Hjorth.

Målet med den nye hjemmeside har også været at præsentere foreningen og fuglene i et mere lyst, let og imødekommende design, der er let at manøvrere i.

- Jeg har set frem til at kunne gøre det nemmere for læserne at finde rundt på vores store site. Eksempelvis har vi fået en tydeligere struktur i menuen på hjemmesiden, enten man tilgår den via sin computer eller smartphone. Vores søgefunktion er også forbedret, så man altid vil kunne finde nyheder, ture og den viden, som DOF BirdLife ligger inde med, siger Tobias Hjorth, der kalder lanceringen af den opdaterede hjemmeside for en julegave til medlemmer og alle fugleinteresserede samtidig med, at den repræsenterer et stort og vigtigt skridt mod en grønnere, digital fremtid.

- Der arbejdes løbende med at tydeliggøre den service, så arbejdet med dof.dk slutter aldrig. Vi er faktisk kun lige begyndt, tilføjer Tobias Hjort. 

Yderligere oplysninger:

Tobias Hjorth, chef for kommerciel strategi og markedsføring i DOF BirdLife
Email: tobias.hjorth@dof.dk

thdofdk 2