Fra nørdede ornitologer til trendsættere i tiden

onsdag 14. maj 2025
Fugleinteressen har fået luft under vingerne blandt de unge i DOF BirdLife, der har flerdoblet sin andel af medlemmer under 30 år i løbet af få år. Fællesskab i fri natur med frisk luft og fugletræk er kodeord i en forklaring på fænomenet, der har forvandlet fuglekiggeri fra nørderi til en interesse, som også er med til at skabe ro og en generelt større bevidsthed om natur, miljø og biodiversitet.
af Jan Skriver

IMG 9492DOF UNG i Skagen med Joakim Matthiesen længst til højre. Foto: DOF UNG. 

I løbet af bare tre år er antallet af medlemmer under 30 år i DOF BirdLife vokset fra cirka 400 til knap 1.200. Og foreningens rugekasse og ungdomsafdeling, DOF UNG, oplever i disse år en markant voksende interesse for fugleture og fællesskab under åben himmel.

- Større bevidsthed om natur, miljø og det dramatiske tab af biodiversitet er med til at øge interessen for at se på fugle. I en verden præget af uro og stress giver det også ro og meningsfuldhed at registrere fugle og på den måde bidrage til større viden og indsigt i fuglenes rolle i den store sammenhæng, siger Joakim Matthiesen, der er aktiv i DOF UNG, hvor han sammen med et dusin andre ildsjæle og fuglekiggere er med til at arrangere de lejre, som de seneste år er blevet så eftertragtede.

Joakim Matthiesen er 26 år og blev selv medlem af DOF BirdLife i 2018. 

- Vi inviterer årligt til tre større lejre, hvor vi ser på fugle i op imod en uge ad gangen på nogle af de bedste fuglelokaliteter i Danmark som for eksempel Skagen, Gedser og Blåvand, hvor DOF BirdLife driver fuglestationer. Disse lejre giver deltagerne et fællesskab om deres fugleinteresse, og de er med til at skabe venskaber for livet, siger Joakim Matthiesen.

Fuglene flyver overalt omkring os

En del af hemmeligheden bag den voksende interesse for at studere fuglelivet ligger også i den kendsgerning, at der bogstaveligt talt er fugle overalt året rundt, hvor der bor og færdes mennesker, mener Joakim Matthiesen.

- Fugle er meget tilgængelige, enten man oplever dem i byerne, haverne, parkerne eller ude i den vilde natur. De fleste mennesker kan relatere sig til bestemte fuglearter på en eller anden måde, og der er konstant ændringer i fuglelivet året igennem, enten vi befinder os i yngletiden, træktiderne eller i de mørke vintermåneder, siger Joakim Matthisen, der i øvrigt er nyuddannet biolog, og som har taget en tørn som ringmærker på Gedser Fuglestation.

Han oplever, at der er sket en generel holdningsændring i befolkningen i retning af en større forståelse for specielle interesser.

- I dag er det positivt at være nørdet, det tror jeg ikke altid har været tilfældet. I det hele taget oplever jeg en generel tendens, hvor de grønne organisationer over en bred front tiltrækker flere unge, der fordyber sig i naturen, siger Joakim Matthiesen. 

Drømmen om tid i naturen 

I efteråret 2024 lavede analyseinstituttet Epinion for Danmarks Naturfredningsforening en undersøgelse, der viste, at 57 procent af alle forældre til børn drømmer om at være mere ude i naturen. Den fri natur med fugle og dyr var et højere ønske end ture i biografer og legelande.

I DOF BirdLife glæder man sig over, at et stigende antal børn og unge finder et fællesskab og er begejstrede ved at se på fugle sammen med jævnaldrende i Ørneklubben for de 6-12 årige, og i DOF UNG for de 12 - 30 årige.

- Det er en fantastisk udvikling, at oplevelser i naturen nu for flere og flere giver langt større oplevelser. På samme tid er det godt med nye fugleinteresserede, som kan medvirke til at forny foreningen. Og det er glædeligt, at det er helt okay at være passioneret og nørdet blandt nutidens unge, siger Egon Østergaard, formand for DOF BirdLife

Yderligere oplysninger:

Joakim Matthiesen, ornitolog DOF UNG
Tlf. 21 73 91 30

Egon Østergaard, formand DOF BirdLife
Tlf. 31 16 20 30