Koloni af digesvaler reddet fra at blive dækket af kampesten
Det er både ulovligt at forhindre fugle i at yngle ved at fjerne reder eller ødelægge adgangen til dem. Foto: Jan Skriver.
Mindst 16 par digesvaler har haft held til at få unger på vingerne fra deres redehuller i en stejl brink, hvor Gram Å tager et skarpt sving nordvest for Gram i Sønderjylland.
Men det skete kun fordi heldet og Maiken Liin Hartung-Struer fra DOF Sønderjylland var ude.
Da hun ville tælle kolonien af digesvaler, der i flere år har ynglet i åbrinken, opdagede hun, at entreprenørmaskiner var klar til at læsse jord og store sten i Gram Å for at forebygge erosion af brinken. Kampestenene ville have forhindret svalernes adgang til deres redehuller.
Men den går ikke i fuglenes yngletid, det er ganske enkelt ulovligt at forhindre fugle i at yngle, enten ved at fjerne reder eller ødelægge adgangen til dem.
Vent til efter fuglenes yngletid
- Ad flere omgange fik vi i DOF Sønderjylland kontaktet Teknik og Klima i Haderslev Kommune, der var ansvarlig for projektet med at lægge sten ud i Gram Å for at forhindre den kraftige strøm i at erodere brinken til fare for en bro. Og så blev arbejdet stoppet, fortæller Maiken Liin Hartung-Struer, der undrer sig over, at kommunen ikke på forhånd havde kendskab til lokalitetens digesvale-koloni.
- Svalerne har nu klaret sig igennem ynglesæsonen 2024, om end det kun skete, fordi vi i DOF-Sønderjylland i år og næste år har et projekt, hvor vi registrerer alle digesvaler i landsdelen, hvorfor vi i tide opdagede, at kolonien var i fare. Vi har oplyst kommunen om, at digesvalerne opholder sig i deres koloni til et stykke ind i august, så entreprenørarbejdet bør først finde sted, når fuglene har forladt området, siger Maiken Liin Hartung-Struer, der oplyser, at landsdelen huser omkring 40 kolonier af digesvaler i denne ynglesæson.
FAKTA OM FUGLEREDER:
Det er forbudt at fjerne svalereder og andre fuglereder i fuglenes yngletid.
Jagtlovgivningen slår fast, at man ikke må ødelægge eller pille aktive fuglereder ned.
Hverken når de er ved at blive bygget, eller når der er æg eller unger i.
Som udgangspunkt skal man lade fugles reder sidde i fred, også selv om kun fundamentet er ved at blive lagt.
Hvis man er voldsomt generet af fuglereder, kan man søge Naturstyrelsen om dispensation til at fjerne dem.
I praksis skal man henvende sig til styrelsens lokale vildtkonsulent, der så vil tage stilling til, om det er rimeligt at gøre noget ved en eventuel problematik.