Grågåsen viser sin ny gulgrønne generation

onsdag 19. april 2023
De næste dage vil det vrimle med gæslinger på gåselokaliteter over store dele af landet.
af Jan Skriver

 Gaesling aeder gasemad foto Jan SkriverDe gulgrønne gæslinger viser sig på åbne arealer for at græsse med deres forældre. De vegetariske fugle går efter de proteinrige skud af græsser og vandplanter. Foto: Jan Skriver.

I ugen efter påske viste årets første kuld af grågæslinger sig ved danske søer og vådområder.

Og i disse dage kan man landet over mange steder opleve de gulgrønne gæslinger på græs i det spirende forår.

Årets grågæslinger er kommet senere til verden, end det har været tilfældet de seneste meget milde vintre stort set uden frost.

Danmarks tidligste grågåsekuld blev set søndag 22. marts 2020 i Gentofte Sø ved København, og kort efter lød der rapporter om gæslinger i Maribosøerne på Lolland.

Før marts-observationerne af de tidlige gåsekuld var 1. april datoen for de hidtil tidligste danske gæslinger på græs.

Også i 2015 og 2016 blev der noteret tidlige danske grågæslinger. Det skete de første dage af april.

Alle observationer bliver rapporteret til DOFbasen, der er Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) database med dagsaktuelle observationer af fugle fra hele landet, så derfor kan man fra år til år se forskellene i klækningstidspunkterne.

 Gragasekuld i groft foto Jan SkriverÅrets grågæslinger er kommet senere til verden, end det har været tilfældet de seneste meget milde vintre stort set uden frost. Foto: Jan Skriver.

Mange års forskning i grågæs i blandt andet Utterslev Mose har vist, at grågåsen først parrer sig, når der er åbent vand på ynglestederne.

Rugetiden er cirka 28 dage for en grågås, og efter milde vintre er det mod slutningen af marts og i første uge af april, at de tidligste gæslinger viser sig.

Efter meget hårde og lange vintre skal man i reglen et stykke ind i maj for at opleve årets første gåsekuld på græs.

De gulgrønne gæslinger viser sig på åbne arealer for at græsse med deres forældre. De vegetariske fugle går efter de proteinrige skud af græsser og vandplanter.

Gak til Utterslev og se gæs

Mange ornitologer følger de tillidsfulde grågæs i Utterslev Mose. Her er gæslinger fra 3. april 2015 blandt de tidligste, der er konstateret på denne ynglelokalitet, mens mosens seneste kuld først dukkede frem på græsset 12. maj 1996 efter en hård vinter med isdække på søerne et stykke ind i april.

Også i reservatet Vejlerne i Nordvestjylland er bestanden af grågæs fulgt i årtier. Gæssene blev fulgt særligt nøje i den godt 25 år lange periode fra 1978, da området husede en statslig Feltstation.

I Vejlerne ligger observationerne af forårets første gæslinger i reglen inden for et tidsinterval på mere end tre uger i april.

I 2020 satte grågæssene i Vejlerne rekord med nyklækkede gæslinger mandag 30. marts. De tidligste grågæslinger i Vejlerne var før det rekordtidlige kuld i 2020 fra 4. april 1990 og 2000. Det var efter grønne og meget milde vintre.

Det seneste med grågæslinger i Vejlerne, der huser Danmarks største ynglebestand på flere end 1.000 par, er 27. april. Det var i foråret 2010 efter den lange hårde vinter 2009/2010.

Yderligere oplysninger:

Dansk Ornitologisk Forening (DOF)

Tlf. 33 28 38 00.