Den store tranerejse: Fra ketchup-effekt til sivetræk

mandag 3. april 2023
De senere år har tranens forårstræk ændret karakter, så mindre flokke gennem flere uger siver nordpå over store dele af Sjælland og Sydøstdanmark uanset vindretningen. Tidligere gik der i reglen et massivt træk af traner over Østdanmark i løbet af få dage med østenvind.
af Jan Skriver

Trane 3958x2494 Jorn Skeldahl 963
Tranerne trækker som regel i flokke fra en halv snes fugle til mere end 100 individer sammen. Den 16. marts oplevede vi den første bølge i tranernes træk. Foto: Jørn Skeldahl. 

Trækket af traner på vej mod ynglepladser i nord har de senere år skiftet karakter, så nordskandinaviske traner kan opleves på træk over en bred front i Østdanmark, stort set uanset vindretningen.

- I mange år er den ketchupeffekt på tranetrækket, som tidligere var reglen, udeblevet. Den opstod, når der var ophobet mange tusinder traner primært i Nordtyskland, hvorpå vejrliget pludselig blev ideelt og gav fuglene signal til afgang over Østersøen og Østdanmark. Nu om dage er der tale om, hvad jeg vil kalde et ’sivetræk’, hvor mindre flokke af traner flyver nordpå i løbet af en måneds tid, og hvor trækket kan opleves over det meste af Sjælland og Sydhavsøerne, siger Michael Fink fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF) BirdLife, som i årtier har fulgt de store trompeterende fugles rejse, når de drager nordpå.

Siden 1990’erne er tranernes rejse justeret, så der dukker flokke op på træk uanset vindretningen på vejen mod Hornborgasjön i Mellemsverige, hvor fuglene frem til et stykke ind i april samles, inden de indleder sidste etape mod ynglepladserne i takt med, at sne og is smelter nordpå.

Tranetræk i flere uger

- Den 16. marts oplevede vi den første bølge i tranernes træk, da 1.153 traner blev observeret på Østmøn. Men selv om der er toppe i trækket, så har der været traneflokke i luftrummet over den østlige del af Danmark stort set dagligt det meste af marts. Spredningen i tranernes træk gælder både tidsmæssigt og geografisk, om end der ikke er flokke i luften så vestligt på Sjælland som for eksempel Kalundborg, siger Michael Fink.

Tranerne er i år ankommet sent til Hornborgasjön i Västergötaland øst for Göteborg, der er sidste rasteplads før fuglenes afsluttende etape mod ynglepladserne.

28. marts blev der talt 7.380 traner ved søen, hvor observatører dagligt tæller flokkene. Til sammenligning blev der samme dato i 2022 talt 14.680 traner på lokaliteten.

Tysk springbræt mod Danmark

De nordskandinaviske traner, der flyver over Danmark i løbet af marts og april, har holdt vinter i Tyskland, Frankrig og Spanien. På vej mod nord bruger de i reglen halvøen Rügen i Tyskland som springbræt mod de danske og svenske østersøkyster.

Traner. Foto Klaus DichmannTraner har for vane at standse deres målrettede rejse, hvis de når et højdepunkt i landskabet. Foto: Klaus Dichmann. 

Også på lokaliteten Pulken i Vattenriket en snes kilometer syd for Kristianstad i det østlige Skåne kan man opleve tusindtallige ansamlinger af rastende traner, der venter på optimale betingelser til trækket mod ynglepladserne nordpå.

Antallet af traner ved Pulken toppede sidste år den 28. marts med rundt regnet 10.000 individer. Tendensen de allerseneste år er gået i retning af et stigende antal traner ved Pulken og færre ved Hornborgasjön.

Afgang på lune luftstrømme

Tranerne trækker som regel i flokke fra en halv snes fugle til mere end 100 individer sammen. De flyver ofte i rækker eller kiler i stil med gæs.

Mønsteret er som regel, at fuglene letter fra Rügen sidst på morgenen, og når Sjælland før middag. Ofte kulminerer trækket over Københavnsområdet og Nordsjælland mellem klokken 15 og 17. Da er termikken, de lune opadstigende luftstrømme, som kan bære de bredvingede svæveflyvere nordpå, størst.

Traner har for vane at standse deres målrettede rejse, hvis de når et højdepunkt i landskabet. Da kan de begynde at kredse over en bakke eller en skov, mens de trompeterer med deres rullende stemme, der er ophav til fuglens latinske navn: "Grus grus".

Yderligere oplysninger:

Michael Fink
Tlf. 33 28 38 21

Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
tlf. 33 28 38 00