Stor sejr: Historisk EU-lov skal beskytte tropisk skov

fredag 9. december 2022
Ny EU-lov forhindrer import af produkter, der har bidraget til ødelæggelser af tropiske skove. Skovloven er den første af sin slags i verden. Det er en vigtig sejr for naturbeskyttelsen i nogle af de områder i verden med allerhøjest biodiversitet.
af Anton Gundersen Lihn

Foto Toke F. Nyborg 2Kampagnen #Together4Forests er et samarbejde mellem mere end 160 NGO’er, blandet andet Dansk Ornitologisk Forening / BirdLife Danmark under ledelse af WWF, Greenpeace og flere andre. Foto: Toke Nyborg.

Efter to års forhandlinger og intenst pres fra grønne organisationer fra hele Europa i kampagnen #Together4Forests lykkedes det natten til tirsdag at få vedtaget EU’s skovlov.

Loven skal stoppe import af varer til EU, der har bidraget til ødelæggelser og rydning af tropiske skove blandt andet Amazonas.

- Det er enormt vigtigt, at EU nu har sat en stopper for, at europæiske indkøb er med til at rydde tropeskovene. Det er en stor sejr for kampen mod afskovning af Amazonas, for den hårdt pressede biodiversitet, for oprindelige folk og for klimaet., siger Toke Nyborg, international rådgiver i DOF BirdLife.

EU-landene er blandt verdens største importører af skovrydning fra troperne og er tilsammen ansvarlige for 16 procent af al skovrydning forbundet med international handel med varer som soja, palmeolie, kaffe, kakao, tømmer og oksekød.

Tak for støtten til #Together4Forests

Alene Danmark importerer hvert år 1,7 millioner tons soja, og en stor del kommer fra netop områder, hvor skovene er blevet ryddet til landbrug. Godt halvdelen af den importerede soja bruges til svinefoder.

Det er på høje tid, EU tager ansvar for den massive import af produkter, der ødelægger værdifuld natur i resten af verden.

- Der skal lyde en stor tak til alle, der har støttet #Together4Forests og skrevet under på, at EU skal passe på verdens skove. Vi vil følge implementeringen tæt og rækker måske ud, hvis vi igen skulle få behov for at lægge folkeligt pres på beslutningstagerne for bevarelse af vores fælles natur, siger Toke Nyborg.

Loven træder officielt i kraft omkring sommeren 2024, når den er officielt godkendt i Ministerrådet og Parlamentet. Dernæst skal den implementeres i medlemslandene.

Kampagnen #Together4Forests er et samarbejde mellem mere end 160 NGO’er, blandet andet Dansk Ornitologisk Forening / BirdLife Danmark under ledelse af WWF, Greenpeace og flere andre.