Natur-tv for natteravne: Udsigt til æg hos familien i Ugle-tv
Så er familielivet i fuld gang hos de store hornugler i den sønderjyske grusgrav, der siden 2014 har lagt scene til Ugle-tv i Dansk Ornitologisk Forening (DOF) med Europas største ugle i hovedrollen.
I ni år har de store hornugler spillet hovedrollerne i DOF’s reality-tv fra grusgraven, hvor særligt nattelivet er i fokus, men hvor der kan ske noget uventet døgnet rundt, for man ved aldrig med ugler.
”Uglehunnen har netop lagt sig på reden, og hun virker helt rolig. Det er et godt tegn. Jeg tror, at hun vil lægge sit første æg i løbet af det kommende døgn. Og snart derefter vil hun lægge æg nummer to. Om alt går vel, vil der så gå 32 døgn, før det første æg klækker. Det er tidligt, at uglefamilien har gjort klar til æglægning og udrugning. Sidste år blev det første æg lagt 17. marts”, siger Klaus Dichmann, der er Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) ekspert i ugler og manden bag opsætningen af videokameraet, som sørger for levende billeder døgnet rundt.
”Normalt lægger stor hornugle æg mod slutningen af marts, men den milde vinter og de høje temperaturer i januar og februar har formentlig sat ekstra skub i yngleforberedelserne hos uglerne. Nu må vi håbe, at 2022-sæsonen bliver mere frugtbar end sidste år, da uglehunnen forlod æg og rede. Måske fordi hun var ung og uerfaren og lod sig forstyrre. Jeg tror, at uglehunnen i år er den samme som sidste år, men jeg kan ikke sige det med sikkerhed, da hun ikke er ringmærket”, siger ugleeksperten.
Drama da en ræv dræbte ugleungerne
Web-kameraet er i gang, så man døgnet rundt via DOF’s hjemmeside kan klikke sig ind til et kig i uglernes privatsfære. Blandt andet vil man kunne se, hvor langt uglerne er nået i deres rugning.
Det er primært i ly af nattemørket, at dramaerne indfinder sig på ugle-tv. Som for eksempel den nat for nogle sæsoner siden, da en ræv pludselig for åben skærm dukkede frem af mørket og bed to ugleunger ihjel. Det var højdramatisk ugle-tv direkte fra den danske natur.
Mens uglerne ruger, præger fred og ro billedet, men når æggene klækker, kommer ungernes appetit til at spille en hovedrolle i transmissionerne. Da jager og fodrer forældrene jævnligt de dunede unger, enten menuen består af store fede rotter, kragefugle, måger, pindsvin, harer eller noget helt sjette.
Yderligere oplysninger:
Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00.
Klaus Dichmann, DOF’s ugleekspert.
tlf. 20 86 90 52.
FAKTA OM STOR HORNUGLE
Stor hornugle er en af verdens største ugler og den i særklasse største i Danmark.
Den har et vingefang på op imod 180 centimeter, en højde på omkring 70 centimeter og en vægt på 2-4 kilo.
Hunnen er den største.
Stor hornugle er ofte knyttet til grusgrave eller kalkgrave, hvor den laver rede i et hul eller en fordybning på stejle skrænter.
Den kan også bygge rede og lægge æg direkte på en skovbund eller overtage reder bygget af ravne, rovfugle eller fiskehejrer.
Kun hunnen ruger, mens hannen jager og afleverer føde, når det er mørkt.
Stor hornugle lægger som regel 2-4 æg, der bliver ruget i 32 dage, inden de klækker.
Der kan være stor forskel i størrelsen på ugleunger.
I år med rigelig føde overlever alle unger, men er der knaphed på bytte, klarer kun de største sig.
Engang levede stor hornugle i hele Danmark. Men i 1800-tallet blev den udryddet.
Stor hornugle er genindvandret fra Nordtyskland og har de seneste cirka tre årtier spredt sig nordpå i hovedlandet.
Det er dog stort set kun syd for Limfjorden, at stor hornugle i dag yngler i Danmark.
Ynglebestanden skønnes at tælle i nabolaget af 150 par.
