Rie og Nina er kommet i hovedbestyrelsen

torsdag 1. juli 2021 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
To unge DOF’ere har indtaget de ledige stole i DOF’s hovedbestyrelse. Det er godt at få yngre kræfter ind, de har deres afsæt i fuglestationerne og så er de biologer. Det kan næsten ikke være bedre, siger formand Egon Østergaard.
af Anton Gundersen Lihn

Rie og NinaDe to nye bestyrelsesmedlemmer, Rie Birkelund Elgaard Jensen og Nina Yasmin Ali har begge været frivillige på flere fuglestationer og været studentermedhjælpere i DOF’s sekretariat.

Der er blevet skiftet ud i DOF’s hovedbestyrelse, der nu kan byde velkommen til to nye medlemmer.

Nina Yasmin Ali og Rie Birkelund Elgaard Jensen blev på DOF’s repræsentantskabsmøde i foråret valgt til hovedbestyrelsen.

De to nye HB-medlemmer har blandt andet begge været aktive på fuglestationerne og formand Egon Østergaard ser frem til at høre de idéer, de to nye bestyrelsesmedlemmer kan bidrage med.

- Det er meget godt at få yngre kræfter ind, så vi er godt tilfredse med, at det er endt med to yngre kvinder, der har deres afsæt i fuglestationerne, og som også er biologer. Det kan næsten ikke være bedre. Forhåbentlig har de nogle gode idéer til, hvordan DOF kan udvikle sig i forskellige retninger, siger Egon Østergaard.

Fokus på unge og faglighed

De to nye bestyrelsesmedlemmer har begge været frivillige på flere fuglestationer og været studentermedhjælpere i DOF’s sekretariat. Nina Yasmin Ali har fra begyndelsen af året været ny formand for DOF Ung.

Nu ser både Nina Yasmin Ali og Rie Birkelund Elgaard Jensen frem til at prøve kræfter med bestyrelsesarbejdet og peger ligesom formanden på, at deres bidrag især kommer til at kredse om deres professionelle faglighed og om de unge.

- Jeg kan stadig slippe afsted med at kalde mig selv ung, så jeg kan nok bidrage med indsigt i det unge segment også qua mit virke i DOF Ung. Og så kan jeg trække på nogle erfaringer fra ringmærkning og fuglestationsarbejde, siger Nina Yasmin Ali.

- Som ung kan man bidrage med nye friske perspektiver, og med min baggrund som biolog kan jeg også bringe min faglighed i spil. Jeg ser gerne et yderligere fokus på det unge fællesskab i DOF, for eksempel gennem et større fokus på A-fuglestationerne, som netop har en stor tiltrækningskraft på især unge ornitologer, siger Rie Birkelund Elgaard Jensen.

Fortsætter med landbrug og urørt skov

De to nye bestyrelsesmedlemmer overtager pladserne i hovedbestyrelsen fra Henrik Wejdling og Anders Horsten.

Formand Egon Østergaard er glad for indsatsen fra de to afgående bestyrelsesmedlemmer og glæder sig over, at de fortsætter deres arbejde andre steder i DOF.

- De har fyldt deres plads godt ud i hovedbestyrelsen. De har været meget dedikerede til opgaven og har bidraget på bedste vis til hovedbestyrelsens arbejde. Det sætter jeg stor pris på, og det er dejligt, at de begge fortsat ønsker at bidrage til DOF’s arbejde på en mere fokuseret måde. Henrik som vores absolutte landbrugsekspert og Anders med sin dedikation til urørt skov og naturnationalparker, siger Egon Østergaard.

Henrik Wejdling har blandt andet været næstformand i hovedbestyrelsen og har især arbejdet fokuseret med agerlandets fugle og natur, hvor han har repræsenteret DOF i flere sammenhænge. Anders Horsten har blandt andet gjort en særlig indsats i forhold til udarbejdelsen af DOF’s nye naturpolitik og sidder som DOF’s repræsentant i miljøministerens følgegruppe for urørt skov.

Både Henrik Wejdling og Anders Horsten fortsætter i Naturpolitisk Udvalg.